Ironman
Hawaii 2009
21.10.2009 - Efterskrift og ræs
beretning
Ugen op til konkurrencen gik forbavsende
godt. Jeg fik godt nok ikke helt den søvn, som jeg havde
planlagt, men kroppen restituerede alligevel fint og jeg var klar
på race-day. Jeg var lidt nervøs for at jeg måske
havde planlagt for mange møder i den sidste uge, ikke mindst
fordi både Powerbar og Saucony afholdt pre-race party for
deres atleter. Dertil kom konkurrenceforberedelsen og gennemgang
af gameplan med mine atleter forud for det store slag. Nåhh
ja og så lavede jeg også et par interviews til Tri226.
Selvom ugen havde mange gøremål, var det alligevel
småting ift. til min normale hverdag og det er jo netop
målet med en nedtrapning, at give kroppen mindre stres end
normalt, for at give den mulighed for at spille maks. på
dagen!

Jeg boede kun få skridt væk fra
målområdet og derfor kunne jeg sove lidt længere
end normalt natten før ræset. Jeg gik ned til bodymarking
omkring kl. 5 og kom til at stå i kø efter Jo Lawn
og foran Michellie Jones og Jimmy Johnsen. Da jeg tog min trøje
af for at få skrevet numre på armen kommenterede Michellie
Jones tørt: ”Why stop there? Take it all off”
Bagved stod Jimmy og grinede over hele femøren! Jeg havde
fået en optimal plads i skiftezonen og stod ved siden af
IMUK vinder Philip Graves. Efter jeg havde gjort mig cykel klar,
stod Philip et øjeblik og betragtede mig, så sagde
han: ”How many times have you done this race?” Jeg
svarede retur: ”It’s my tenth race here” Svaret
gav anledning til en kort pause og panderynker hos Philip, som
derefter meget nervøst sagde: ”I don’t know
if I can finish this race?!” Jeg beroligede ham lidt og
fik skabt lidt tryghed hos ham. Efterfølgende spurgte han
mig om, hvor meget luft han skulle køre med i sine dæk!
Philip Graves var tydeligvis en rookie i ordets bedste forstand
og jeg kom sgu’ til at frygte lidt for han ræs. Desværre
gik hans konkurrence, som man kunne frygte: Swim, fly and die
og han kom humpende i mål små 10 minutter efter mig.
Jeg fik hurtigt gjort mig klar og forlod
området omkring min cykel. Der var per tradition et stort
medie opbud og skiftezonen var tætpakket. Jeg nåede
lige at hilse på Jimmy inden jeg forlod skiftezonen og gik
tilbage på hotelværelset. Her slappede jeg lidt af
og gennemgik min mentale gameplan en sidste gang. Da tiden var
inde, bevægede jeg mig ned i skiftezonen en sidste gang
for at tjekke at alt omkring cyklen var i orden inden jeg stillede
mig i kø for at komme i vandet.
Jeg kom til at stå ved siden af Chris Hauth, som vi bevægede
os ned mod vandet. Det passede perfekt med min forestilling om
at finde en hurtig svømmer og lade ham trække mig
rundt. Chris har deltaget ved OL i svømning og er normalt
mellem de første 10 amatører ude af vandet. Op til
starten skyggede jeg Chris og umiddelbart inden kanonen blev skudt
af havde vi fundet vores plads omkring 5 meter fra pier’en.
Perfekt.
Når kanonen bliver skudt af mister
man hørelsen på det højre øre, hvis
man er i nærheden af pier’en under starten. Hold kæft
det gør ondt! Jeg reagerede hurtigt på kanonen og
fik godt fat i vandet med min højre arm. Desværre
kom venstre arm ikke med rundt, idet den blev fanget af svømmeren
ved siden af. Samtidig slog han min venstre brille af. Pis! Jeg
lavede to armtag med højre arm, men det gjorde mig selvsagt
for langsom. Chris Hauth var væk og atleterne bagved pressede
på for at komme forbi. Resultatet blev at en bagvedliggende
atlet trak mig i anklen og jeg gled ned under en anden svømmer.
På det her tidspunkt havde jeg endnu ikke fået gennemført
en reel vejrtræning, mens jeg havde taget imod tre eller
fire hårde slag fra konkurrenterne. Jeg kæmpede for
min position i endnu 15 eller 20 sekunder inden jeg valgte at
trække mig. For lidt luft og for meget saltvand tilsat nogle
hårde slag var ikke opskriften på en drømmestart
for mig ved Ironman Hawaii 2009. Jeg rullede til højre
hen over ryggen på 4 eller 5 andre svømmere og kom
derved helt væk fra ruten. Her greb jeg spidsen af et suftbræt
og hang der i ca. 30 sekunder. Manden på surfbrættet
spurgte: ”Hey are you alright?” Min krop var helt
stiv og ubevægelig. Manden spurgte mig igen og jeg følte
mig lidt presset (jeg følte at han ville have mig videre)
og vendte mig om mod ham og svarede: ”I don’t know,
give me a sec!” Kort efter gled jeg af surfbrættet
og prøvede at få gang i kroppen igen. Den reagerede
modvilligt og langsomt kom jeg ind i en rytme. Jeg orienterede
mig fremefter og flyttede fokus tilbage på konkurrencen,
mens jeg holdt mig på den ’forkerte’ (indvendige)
side at svømmeruten. Ved den første bøje
blev jeg naturligvis tvunget ind omkring bøjen. Det gav
nye slagsmål og så snart jeg kom omkring bøjen,
så trak jeg væk fra ruten igen. De efterfølgende
1,8 km forgik på den måde og selvom jeg derved svømmede
lidt længere, så gav det en behagelig ro og jeg kunne
koncentrere mig om min svømning. Jeg havde godt fat i vandet
og svømmede godt. Langsomt svømmede jeg mig op igennem
feltet. Det var tydeligt at jeg brugte flere kræfter end
normalt, men omvendt havde et fint overskud, så jeg fortsatte
uforandret frem til den næstsidste bøje. Her valgte
jeg, at falde ind bagerst i den gruppe, som jeg lige havde hentet
for at lade dem svømme mig ind, mens jeg sparede de sidste
kræfter og fokuserede på den efterfølgende
disciplin.
Uret viste 56.35, da jeg trådte ud
af vandet. Det kunne have været meget værre og jeg
var stadig med i konkurrencen. Mit skifte gik tilfredsstillende
selvom jeg skulle have skiftet alt tøjet. Midt i den proces
kom Bent Andersen forbi og jeg heppede ham på vej, da han
umiddelbart før mig bevægede sig i retning af cyklerne.
I overensstemmelse med min gameplan startede jeg meget forsigtigt
ud på cyklen. Jeg vidste at min aerodynamik var bedre end
tidligere pga. min Trek Equinox TTX, så jeg kunne levere
cykeltider på niveau med tidligere år, men med mindre
kraftindsats. Perfekt, hvis ellers teori kunne forvandles til
handling.
I begyndelsen kørte Bent and de øvrige
atleter omkring mig væk, men allerede små 7 km senere
på vej op af Kuakini Highway faldt atleterne tilbage og
jeg bevægede mig frem i feltet. Kort før det første
vendepunkt kom Stefan Werner forbi. Min gameplan var delvist baseret
på Stefan, idet han konsekvent cykler omkring 4.40 på
Hawaii. Normalt overhaler ham mig efter 35 til 40 km cykling,
men denne var han lige foran mig efter små 10 km cykling.
Jeg havde regnet med at bruge Stefan taktisk fra 30 km til 95
km til at pace mig, men jeg måtte reagere på situationen
og valgte at anvende hans pace fra start i stedet for. Jeg sætter
mig 10 til 15 meter efter og skyggede Stefan de næste 35
km. På det tidspunkt var der færre end 10 amatører
foran mig. Ræset udviklede sig fortsat iht. min plan. Efter
35 km skiftede Stefan gear og jeg bakkede af, for ikke at kører
over evne. Efter ræset talte jeg med Stefan, som havde kørt
konservativt de første 30 km, hvorefter han havde fundet
sit IM pace. Med konservativt mente Stefan, at han havde kørt
mellem 270 og 290 watt. Jeg lå som nævnt efter ham
og holdt til sammenligning mellem 230 og 250 watt! Det viser lidt
om hvor stor en besparelse der er ved at holde en legal afstand
til andre. Stefan kørte i øvrigt omkring 300 watt
i snit! Han vejer mindst 15 kg mere end mig…
Kort inden opkørslen til Hawi hentede
jeg Tim Hola, en af de største favoritter til at vinde
min klasse. Igen helt i overensstemmelse med min plan. På
de efterfølgende 30 km op mod opkørslen til Hawi
(i modvind) trådte jeg for første gang noget der
ligner IM intensitet. Det blev det eneste tidspunkt, hvor jeg
arbejdede hårdt. Resten af turen var ren rul. Alene på
den opkørsel hentede jeg 20-25 atleter (5-6 amatører
og resten pro mænd og kvinder)
På vejen retur fra Hawi var vejen stort set tømt
for atleter. Jeg hentede hver 20. eller 30. minut en atlet for
at forsætte forbi og jagte en ny prik i horisonten. Der
er netop den måde jeg foretrækker at ’konkurrere’
på, selvom det er lidt ensomt.
Kort inden jeg ramte skiftezonen tjekkede jeg min wattmåler.
Den viste 235 watt, hvilket er det suverænt laveste tal,
jeg nogensinde har trådt i en IM konkurrence. Perfekt og
så havde jeg oven i købet cyklet min næsthurtigste
tid på Lavaøen – 4.51 for 181 km cykling. Kort
forinden var jeg blevet overhalet af en anden atlet i min aldersgruppen,
som derved overtog føringen af min klasse, men jeg havde
stadig øjenkontakt til ham 2 miles før T2, så
alt var fortsat i overensstemmelse med min plan.
T2 blev en katastrofe. En rar hjælper
forsøgte at hjælpe mig med at få trøjen
på, men ved et uheld fik han trøjens nederste del
vinklet op i ærmet uden at jeg i første omgang opdagede
det. Efter et par forgæves forsøg på at få
trøjen på, på den måde, tog jeg den af
igen og forsøgte påny, alene. Det hjalp og jeg fik
trøjen på, alt imens en af mine konkurrenter i klassen
drønte forbi. Selvom jeg satte 1,5 minutter til i skiftet,
så havde jeg en fornemmelse af at jeg havde kontrol over
konkurrencen og jeg var mere opmærksom på Tim Hola,
som var bag mig end de to konkurrenter foran mig.
Løbeturen greb jeg meget konservativt an og holdt meget
igen de første 16 km. De første par væskedepoter
brugte jeg primært til at få min køling strategi
bragt ind i en rytme. Det fungerede perfekt og jeg mærkede
ikke varmen så voldsomt, så længe isen rakte.
Ifølge min plan skulle jeg hæve tempoet ved 16 km,
men da jeg først ramte toppen af Palani Road (knap 16 km)
var kroppen tømt. Der var ikke mere at give af. Jeg forsøgte
at holde fokus på min løbestil og skridtkadence.
Det var med til at holde tabet på et overskueligt niveau,
men det kunne ikke redde det afsluttende marathon. Den sidste
del blev selvsagt en hård omgang. I Energy Lab, ved vendepunktet,
stod det klart for mig, at jeg ikke kunne hente den forreste og
jeg skulle kæmpe hårdt for at holde min tredjeplads.
Hen over de sidste par miles lykkedes det mig at hente et par
foranliggende atleter på trods af enkelte pauser for proaktivt
at undgå lurende kramper.
Der var totalt udtømt at jeg ramte målstregen. Konkurrencen
skulle ikke have været bare få meter længere!
Et øjeblik vaklede jeg på den rigtige side at målstregen,
inden jeg genvandt min balance og kunne bevæge mig væk
fra målområdet.

Resultatet var tilfredsstillende primært
set i lyset af, at jeg ikke havde mere at give af. Det var min
næstbedste placering på Big Island i form af en 44.
plads og selvom jeg langt fra rammer dagen, så er resultatet
fint og den samlede oplevelse på Big Island var i top. Sluttiden
blev 9 timer og 9 minutter.

Achilles senen blev hårdt ramt i konkurrencen og har efterfølgende
haft det skidt. Den kommende periode kommer primært til
at indeholde pause og genoptræning af det skadede område.
10.10.2009 - Endnu et podium
Ræset er forbi og jeg krydsede målstregen
som nummer 3 i min klasse. Jeg førte undervejs min klasse,
men jeg havde ikke benene til at løbe den hjem. Jeg holdt
mig til min gameplan og gennemførte cyklingen med det laveste
watt tal nogensinde. Cykeltiden var fornuftig ikke mindst fordi
det var en del vind på ruten i år. Alligevel havde
jeg ikke gode ben på løbet og jeg må erkende
at løbeformen ikke var tilstrækkelig god til at bakke
min taktik op. I min forberedelse har jeg ikke lavet rigtig intensiv
løbetræning og det har kostet mig dyrt herovre. Årsagen
til at jeg ikke har trænet intensivt, har naturligvis været
hensynet til achilles senen.
Svømningen var en katastrofe og jeg
var MAX presset i starten. Jeg fik slet og ret tæsk og måtte
desværre trække mig. Det betød at jeg for første
gang nogensinde måtte over og hænge på et surfbræt
for at komme til mig selv igen. Det kostede dyrt og jeg endte
med at svømme op igennem feltet bagfra. Det kostede mange
kræfter og mental energi.
Løbet blev ren overlevelse på
en dag, hvor varmen sled på de fleste. Løbetiderne
var generelt langsomme i år af samme årsag. Jeg efterlod
en del af mig selv ude på ruten i år og kom kun med
nød og næppe i mål. Jeg var meget, meget brugt,
da jeg krydsede målstregen.
Min samlede placering blev omkring nummer
43. Jeg skal være tilfreds med min indsats og jeg kunne
ikke have gjort noget bedre. Der blev kæmpet maksimal fra
start til slut på en dag hvor tingene ikke helt spillede,
men omvendt var det heller ikke en katastrofe!
Stort tillykke til Bent Andersen med nu Age-Group
rekord i M45. Det er super sejt gået og endnu en gang pressede
ham mig til det yderste. Jeg vil også ønske Ramus
Henning tillykke med et godt reultat i sin først optræden
på lavaøen i form af en femte plads.
09.10.2009 - Jubilæum
I morgen krydser jeg målstregen i verdens
mest kendte triathlon konkurrence, Ironman Hawaii, for 10. gang.
Det er en pokkers masse air miles, når man tænker
over det, men det har samtidig også været 10 fede
besøg i en verden, som ligger langt fra den danske. Hver
tur har haft deres højdepunkter, men ligesom en ironman
konkurrence, har hver eneste tur også haft deres nedture.
I morgen håber jeg, at det bliver et af de gyldne år
for mit vedkommende.

Det bliver dog en balancegang. Formen er
god. Det er der ingen tvivl om. Jeg ved også hvordan kagen
skal skæres, hvis jeg skal have en god dag. Den eneste ubekendte
faktor er denne gang, i lighed med de seneste konkurrencer, som
jeg har deltaget i, min achilles sene. Holder den? Jeg er forsigtig
optimist, men herovre, på den kuperede løberute,
er intet givet på forhånd og jeg skal være glad,
hvis jeg klarer den i mål.
Under de forudsætninger vil det mest
logiske være at satse på mine styrker. Dvs. sætte
mig i spidsen af konkurrencen og lave et hul (om muligt) til de
øvrige konkurrenter, som i øvrigt forventes primært
at blive Tim Hola og Craig Kirkwood, men i realiteten er der små
20 atleter i min klasse, som kan tage sejren på dagen. Imidlertid
har jeg lagt en anden taktisk. Jeg mener, at jeg er mere aerodynamisk
undervejs i år på cyklen sammenlignet med sidste år
og derfor håber jeg at kunne træde 7 til 12 watt mindre
end tidligere og stadig have en sammenlignelig tid. I mere klar
tale betyder det, at jeg sparer kræfterne lidt i de to første
discipliner, for at nakke feltet på det afsluttende løb.
Jeg har ikke valgt den taktik, fordi jeg har følt mig godt
løbende herovre (tværtimod), men ift. vejrudsigten
(varmt vejr) og sammensætningen af min klasse, mener jeg
at det er min bedste måde at udnytte de sparsomme kalorier
på. Hvis vinden rammer ruten på traditionel vis, så
forventer jeg kun at træde én gang på ruten
og det bliver på opkørslen til Hawi. Resten bliver
rul! Om teori kan forvandles til praktik i morgen vil tiden vise.
Jeg havde det rigtig godt i dag i forbindelse
med træningen. For første gang på denne tur
var kroppen 100 % klar, så det kan vel kaldes optimal timing?
Jeg har afleveret cyklen i skiftezonen. Det
er et gedemarked og midt i spektaklet råbte en fotograf:
"Hey Tommy give me a smile for the magazine" Et sekund
senere stod yderligere tre fotografer og blitzede løs.
Der skal ikke meget til...

Nu venter jeg blot
på at komme i seng, så vi kan komme i gang.
08.10.2009 - Hviledag
Det var en fantastisk aften sammen med de
andre atleter fra Team Saucony i går. Maden var udsøgt
og selskabet var godt. Både Helle og jeg var ret imponeret
over arrangementet og ikke mindst de andre atleters imødekommenhed.
Som bekendt har Saucony aftaler med en række af de stærkeste
piger i feltet (fx Linsay Corbin, Kate Major, Catriona Morrison,
Karen Smyers, Dede Griesbauer og Lisa Bently) og de var alle mødt
frem og gjorde hver især deres til at det blev en hyggelig
aften.
Her til morgen var det næste stop brunch
med Team Powerbar. Jeg havde inviteret Niels-Otto med til brunchen
og vi blev trakteret på fornem vis og ikke mindst fik vi
begge fyldt rygsækken med Powerbar produkter til ræset
på lørdag samt lidt merchandise. Dermed skulle den
del også være på plads.

Med startnummer 52 kommer jeg til at stå
meget langt fremme i skiftezonen igen i år. Det giver en
række fordele, som jeg bl.a. havde stor hjælp af sidste
år, da mit dæk punkterede i skiftezonen 10 minutter
før start. Heldigvis var PRO mekanikeren ikke gået
ud af skiftezonen endnu og han sætte faktisk mit eneste
reservedæk på hjulet, mens jeg svømmede. Havde
han ikke været der, var jeg ikke kommet i mål sidste
år.
Rent træningsmæssigt har dagen
været meget sløj. Jeg har ikke lavet noget som helst
og jeg tror hviledagen kommer til at gøre underværker
for kroppen.
Min cykel er gjort klar til tjek ind og i
den forbindelse valgte jeg at lave et lille videoindslag i lighed
med den video, som jeg lavede tidligere på året. Du
kan tjekke den ud her!
Der er måske et par ret vigtige pointer, som jeg burde have
nævnt i videoen (fx fastgørelsen af nummer samt anvendelsen
af en aerodynamisk optimal beklædning), men jeg mener at
indholdet giver et fornuftig indblik i opsætning af min
cykel samt de bagvedliggende tanker. De tal, som jeg nævner,
er gennemsnitsbetragtninger!
I aften er der pasta party, hvor jeg mødes
med de andre danskere.
07.10.2009 - Ingen sko?
Saucony har været super flinke og givet
mig mulighed for at løbe i en specialfremstillet Kona sko.
Skoen blev sendt fra Kina den 24. september og burde være
ankommet i dag. Desværre er der ikke ankommet nogen sko.
Indtil videre har Saucony givet mig en anden sko som erstatning,
men jeg håber stadig skoen dukker op inden ræset.
I aften skal Helle og jeg i øvrigt ud og spise med folkene
fra Saucony samt de andre elite triathleter fra Saucony stalden.
Det bliver meget sjovt at hilse på de andre og høre
lidt om deres ambitioner for ræset.
Jeg startede dagen ud med at svømme
en lille tur ud til en katamaran fra Coffee of Hawaii. Her fik
jeg en kop kaffe at styrke mig på inden jeg svømmede
retur til pier'en. Forud for svømmeturen mødtes
jeg med Betina, Niels-Otto, Bent, Arne og Jasper. Sidstnævnte
stiller op for Danmark, men bor på Cayman Island.
Det blev også til en kort cykeltur,
hvor jeg blev overhalet af Norman Stadler og Timo Bracht. Sidstnævnte
lå på hjul af Norman. Jeg tænkte at når
Timo kan bruge Stadler til Motorpace, så kan jeg også,
så jeg placerede mig bag Timo. Få kilometer senere
overhalede vi en atlet som faktisk lavede motorpace bag en bil
med åben bagklap. Det var sgu' lidt underholdende at overhale
en atlet, som var i gang med motorpace. Norman holdt 49 km/t i
de 20 minutter, som jeg sad på hjul af ham. Jeg trådte
beskedne 234 watt.
Jeg har desværre mistet alle de billeder,
som jeg har taget herovre, fordi mit SD kort er gået i stykker.
Jeg har dog købt et nyt og det er muligt at se billederne
på dette link.
06.10.2009 - Registreret
Dagens første træningspas blev
afviklet allerede inden klokken blev 07.00. Det var 35 km cykling
med flere intervaller. Turen gik faktisk tilfredsstillende og
på trods af en del rulleri mellem intervallerne havde jeg
over 37 km/t i snit. Undervejs mødte jeg Sam McGlone, som
lavede motorpace efter en SUV med bagklappen åben! Det virkede
ærlig talt lidt komisk, måske lidt som en smølf,
som drafter på en 16 wheeler truck. Det er svært at
se, hvordan hun kan få et træningsudbytte ud af af
den type træning. Ain-Alar var også undervejs med
en scooter foran sig. Han var ca. en halv meter højere
end manden på scooteren og fik næppe så meget
læ, som han havde håbet på.
Efter cykelturen fik jeg endnu en behandling
af ART behandler og denne gang var udbyttet rigtig godt. Den behandling
har jeg ventet på siden ankomsten til Kona. Kroppen føles
i klar bedring nu.

Herovre er nogle som er lidt mere end andre!
Atleten til venste deltog for første gang i 1979, illustreret
af hans gule finisher T-shirt fra samme år!
Senere på dagen løb jeg 10 km
inkl. et par lette intervaller. Midtvejs blev jeg overhalet af
Eneko Llanos, som også løb intervaller på Alii
Drive. Hans løbestil var fantastisk flot, let og udbesværet.
Han løb i øvrigt under 4 km/km imellem intervallerne...
i 32 graders varme, midt på dagen, i fuld solskin!
Der blev også tid til en 30 minutters
middagslur inden jeg bevægede mig hen for at blive registreret.
I den forbindelse bliver vi vejet ind og kampvægten var
70,4 kg. Det begynder at ligne noget. Faktisk er det lidt lavere,
end jeg havde forventet og det betyder at jeg har tabt over et
kg siden ankomsten til Kona. Det er samtidig 4 kg mindre end min
vægt til DM lang tidligere på året. Jeg håber
ikke vægttabet har været så stort, at jeg har
mistet for mange kræfter. Jimmy og Morten Feger blev registreret
lige efter mig, så de er også klar til at give den
gas på lørdag.
Hen under aften var vi ca. 10 danskere samlet
til aftensmad på restaurant Thai Rin. Det var rigtigt hyggeligt
og maden i som sædvanligt super.
05.10.2009 - En stille dag på kontoret
Traditionen tro startede dagen med en tur
i havet. Fantastisk. Det er en fornøjelse at svømme
her og i dag svømmede jeg stille og roligt på ruten.
Det gav god mulighed for at følge med i marine livet.
Efter svømningen fik jeg behandling
af ART og det var tiltrængt. Min krop har været spændt
op efter den lange flyvetur herover og jeg håber behandlingen
i dag kan afhjælpe det problem. Efter behandlingen tog jeg
en lur, mens Helle og Matt tog på en shopping tur i byen.
Middagsmaden indtog Helle og jeg sammen med
Frank og Kaisa på Lava Java. Kaisa virker meget fit og klar
til den store opgave på lørdag. Hun får en
god dag. Efterfølgende fik jeg (endelig) kortet håret
lidt af, så jeg igen kan begynde se noget når jeg
dansker rundt i byen.
I går lavede jeg et interview for TRI226
med Rasmus Henning og Jimmy Johnsen. Hvis du har lyst til at lytte
til deres vurdering af Ironman Hawaii, så følg linket.
04.10.2009 - Afsluttende træning
Den sidste hårde træningsdag
er gennemført. Det var en varm dag at træne sammenlagt
3,5 timer på, men det gik OK. Jeg var ikke imponeret over
min indsats på cyklen, men omvendt cyklede jeg 80 km (ud
af 90km) med 39,7 km/t. Det lyder måske fint nok, men det
var ikke helt så let, som jeg havde håbet på
og på den efterfølgende løbetur løb
pulsen sgu' fra mig. Det var et vink med en vognstang om hvad
der venter på lørdag.
Først på dagen var Aquatic Centre
i Kailua fyldt med danskere, som skulle have et træningspas
i det lokale bassin. Blandt deltagerne var Rasmus Henning, som
skulle i vandet for første gang efter sit uheld. Det så
ud til at gå meget godt, selvom Rasmus efterfølgende
kunne berette om en øm hånd. Jeg havde et rigtigt
godt svømmepas med 100 yards intervaller pace 1.03 og 12x50
yards på 30 sekunder. Niels-Otto og jeg svømmede
på bane sammen med Morten Bokær Pedersen, mens Betina
Schmidt, Arne Hviid og Jørn Hartman Madsen svømmede
på banen ved siden af. Desuden var Michael Kryger og Jacob
Ovesen også i vandet.
De næste par dage skulle jeg gerne
slappe lidt af og ikke mindst få lidt søvn. Det har
højeste prioritet nu.
Hvis du i øvrigt skulle have lyst
til at se lidt mere om min indendørs træning i Danmark,
så kan du besøge TREKs
blog, hvor jeg også skriver om Hawaii eller gå
direkte til Youtube!
03.10.2009 - Den første sejr på
Hawaii i år
I lighed med sidste år deltog jeg i
Kukio Blue Water Swim. Det er en godt 1.9 km lang havsvømmekonkurrence
langs kysten nord for Kailua i fantastiske omgivelser. Jeg havde
en god svømning og endte med at svømme 24.30 for
de godt 1.9 km svømning uden våddragt. Det rakte
samtidig til at førsteplads i min klasse godt 3 minutter
foran nummer to, hvilket til min glædelige overraskelse
blev klubkammerat Niels-Otto Silkjær. Min sluttid var 1,5
minutter hurtigere end sidste år, så det var en god
premiere forud for året Ironman Hawaii. Vi var i alt 4 danskere
til start. Betina Schmidt fra Aarhus1900 var sammen med Arne Hviid
fra Esbjerg også til start og leverede ligledes flotte tider.

Efter de første par
dage uden struktur pga. den manglende bagage er der ved at falde
lidt mere ro over gemytterne. Bagagen er nemlig dukket op og det
betyder at træningen er på vej tilbage i en normal
rytme igen. Dermed kom jeg ud at cykle 60 km i dag, hvilket gik
fint bort set fra et par punkteringer. Undervejs blev jeg overhalet
af Chrissie Wellingston, da jeg var mellem to intervaller. Jeg
regnede ambitiøst med at jeg ville kunne hente hende igen
i det efterfølgende interval, men der gjorde jeg regning
uden vært. Jeg så hende ikke igen! I den modsatte
retning kom Natascha Badman, idag på sin Cheata cykel i
modsætning til hendes tur i går, hvor hun cyklede
på en Cervelo P3. Gad vide hvad hun vælger på
race-day?
Det står lidt sløvt til på
søvnkontoen. Det er faktisk kun blevet til 8 timers søvn
sammenlagt siden torsdag morgen kl. 04.00. Det er i underkanten
og jeg bliver nødt til at tage det søvnunderskud
alvorligt og få slappet lidt af i de næste to dage.
02.10.2009 - Hvor varmt er Kailua, Kona
egentligt?
Officielt var det 86 F, hvilket svarer til
30 grader, men når man går rundt i en langærmet
trøje og lange cowboy bukser, så føles det
en hel del varmere. Hvem kunne så finde på noget så
tåbeligt? Jeps undertegnet. Hvorfor? Vores bagage er ikke
ankommet endnu og derfor mangler vi vores helt almindelige tøj,
træningstøj, cykeltøj, opladere osv. Vi kan
intet uden den bagage (eller sådan føles det i hvert
tilfælde) og derfor ændres dagens agenda nærmest
time for time afhængig af hvad vi kan og ikke kan. Det er
klart at det hæmmer min forberedelse at jeg hverken kan
løbe eller cykle som planlagt, men det er endnu for tidligt
at gå helt i panik. Det er ikke ovre for den fede dame har
sunget:-)
Jeg fik skaffet et par billige surfer shorts,
som jeg brugte til svømning i havet sammen med et par også
nyindkøbte svømmebriller. Der virkede lidt malplaceret
at svømme med sådanne kæmpe shorts midtimellem
tyskere med Speedos og amerikanere med de nyeste speedsuits. Jeg
fik nu en hæderlig svømmetræning ud af det
og føler mig klar til morgendagens 1,2 miles svømmekonkurrence
i Kukio. Jeg håber blot at det ikke bliver i mine nye surfer
shorts!
Ved morgensvømningen var stort set
hele favoritfeltet til stede inkl. Charlotte Kolters og Jimmy
Johnsen. De eneste som jeg ikke kunne få øje på
kl. 6.45 var Macca og Eneko Llanos. Bonzone var helt fremme i
skoene og virker i godt humør...
Natten var ikke præget af voldsom megen
søvn, da Matt endnu ikke har omstillet sig til de 12 timers
tidsforskel. Det kommer nok til at koste endnu et par nætters
søvn inden han har vænnet sig helt til forholdene
og specielt tidsforskellen.
Achilles senen skal naturligvis traditionen
tro også have et par ord med på vejen. Den har det
ikke for godt. Rejsen har været hård ved den og jeg
tror faktisk ikke at jeg er i stand til at løbe lige i
øjeblikket. Jeg har dog skaffet mig en del is, så
den skal nok blive kølet ned hen over de kommende dage.
01.10.2009 - Her kan du følge
årets Ironman Hawaii.
Endelig er jeg kommet til Big Island sammen
med Familien. Det var en lang og til tider hård tur at komme
her til. Det største problem er imidlertid at vores bagage
ikke er ankommet. Vi har stort set intet med til Matt og os selv.
Det er en udfordring. Ikke mindst da jeg gerne skulle træne
i morgen og ikke har noget træningsudstyr på mig.
Øv. Jeg håber på gode nyheder i morgen.
Der var mange danskere med på turen
til Kona, så jeg er ikke den eneste som ankommer sent til
øen. Med i flyet til Kona var bl.a. Niels-Otto, Birgitte,
Jørn, Allan og undertegnede.
Klokken er efterhånden midnat her,
så det er på tide at komme til køjs. De næste
nyheder kommer i morgen.
Hvis du vil se lidt fra de tidligere år
kan du kigge i arkivet.
Arkiv:
Ironman Hawaii 2009
Ironman Hawaii 2008
Ironman Hawaii 2007
Ironman Hawaii 2006
Ironman Hawaii 2005
½Ironman Florida 2004
Ironman Hawaii 2004
Ironman Brazil 2004
|