Ironman Hawaii 2008

16.10.2008 - Efterskrift

Ironman Hawaii er speciel. Det gælder i mere end én forstand. Hvis man har fulgt med i resultaterne fra Ironman Hawaii de seneste år, uanset om det er de professionelle eller amatørerne, så er det tydeligt at præstationerne hos de enkelte deltager svinger meget fra år til år. Det er meget få som mere eller mindre rammer dagen helt rigtigt hvert år. Jeg behøver næppe nævne navne som Stormin' Normann, Macca, Faris Al Sultan, Luc van Lierde eller endda Peter Reid og Tim DeBoom for at understrege dette faktum. Ligesom danske Torbjørn Sindballe varierer deres resultater meget år for år og det kan være svært at forstå for almindelige mennesker, men givetvis også for atleter som ikke har været på Hawaii før. Jeg vil endda gå så langt som til at sige at deltagere som har deltaget én gang i Ironman Hawaii endnu ikke helt ved hvad konkurrencen står for. Faktisk er jeg på nippet til at sige at jeg fortsat føler at jeg har ufatteligt meget at lære om konkurrencen, selvom jeg har deltaget og gennemført konkurrencen 9 gange og 4 gange som hurtigste dansker. Hvad er skyld i den voldsomme variation i præstationen? Det har jo ikke altid været sådan. Tilbage i 80'erne og indtil midt i 90'erne var der i princippet kun to mennesker (blandt mændene) på denne jord som kunne gøre sig gældende i Ironman Hawaii. Det var Mark Allan og Dave Scott. Det i sig selv giver ikke så rum for variation. Dybden i feltet stiger år for år. Det sker samtidig med at forskellen på de bedste bliver mindre og mindre. Det i sig selv fremtvinger naturligvis en vis form for variation, men jeg tror ikke det dækker over hele historien!

I princippet burde den stærkeste person på dagen altid vinde en konkurrence som Ironman Hawaii. Imidlertid er der faldgrupper undervejs som alle, selv de mest kendte professionelle tilsyneladende falder i. Jeg skrev lidt om dette faktum under nyheder den 21. september og ser det bekræftet igen i årets konkurrence. En række af feltets deltagere bliver fanget i konkurrenternes styrker, frem for at kigge på egne styrker. Det er et tegn på manglende balance og ro og dermed tro på egne evner. Hvorfor ender cykelturboerne i herre konkurrencen alle med at løbe under deres niveau (bort set fra Ain Alar)? Kunne det skyldes at Craig Alexander ikke var særligt langt efter dem på cykel eller at Eneko Llanos tilsvarende ikke var kørt agterud? Medførte det en yderligere forcering af cykelspidserne, som i sidste ende i bogstaveligste forstand rev benene væk under dem på løb?

Uheld rammer alle, i hvert fald på et eller andet tidspunkt. Når det sker i en konkurrence, er det afgørende hvordan du evner at tackle den situation. Macca har gjort grin med Stormin' Norman over at han ikke kunne skifte et dæk, da han punkterede i sit titelforsvar og efterfølgende måtte udgå. I år rammer samme skæbne Macca, da kablet til forskifteren gik i stykker (!!?) og derfor måtte udgå. Det havde pyntet på begges CV, havde de gennemført på trods af deres uheld. Eller lad mig udtrykke det på en anden måde: Det var ikke den mekaniske defekt, som afsluttede ræset for dem. Det var deres mentale indstilling til konkurrencen. (Husk på at ingen af de to har økonomiske problemer og dermed behøver at tænke på at spare deres ben for at bliver klar til det næste ræs. Nu er det off season for begge) Dertil kommer at Chrissie Wellington på fornem vis overkom sin punktering og vandt suveræn.

I ugen op til Ironman Hawaii blev jeg 'beskyldt' for at underspille mine muligheder ud fra parolen: "Vi ved at du altid er klar, når det gælder" De personer, som er tættest på mig, ved at jeg altid siger tingene som jeg ser dem! Jeg føler ikke, at jeg har underspillet min rolle, når jeg fx i min engelske blog skriver: "I'm here to compete not participate" Under udsagnet: "Du er altid klar når det gælder" ligger en meget vigtig pointe, som jeg også prøver at gøre klar ovenfor. Jeg har både gode og dårlige konkurrencer og jeg bliver ramt af uheld mindst lige så ofte som andre. Når det alligevel ser ud til at mine præstationer er forholdsvis konstante, så skyldes det at udsvingene mellem de dårlige og gode konkurrencer er små. Således var min klart dårligste konkurrence i de seneste 4 år VM i Fredericia, hvor intet fungerede og jeg var syg, men alligevel blev det til en sølvmedalje! Nøglen til mere konstante resultater ligger dels i en grundig forberedelse, men endnu vigtigere er selve pacingen af konkurrencen og dermed også sagt evnen til at køre dit eget ræs på dine præmisser, som igen er baseret på din specifikke træning op til konkurrencen.

En kritiker vil straks hævde at ovenstående indfaldsvinkel tager konkurrenceelementet ud af konkurrencen. Hvis man bare skal lade andre køre forbi og ignorere dem, så er det jo ikke en konkurrence længere og så tager man ikke selv magten over situationen og går efter 'guldet'. Svaret hertil er naturligvis oplagt! Det er den hurtigste mand på stregen, som vinder og IKKE den hurtigste efter 3,8 km svømning eller 180 km cykling. Har du det svært ved at holde det perspektiv, så er ironman konkurrencer ikke noget for dig - endnu!

I ugen op til konkurrencen var gaderne fyldte med kortdistance atleter, som normalt ikke finder Ironman Hawaii særligt interessant. Matt Reid, Chris Legh, Laura Bennett og Greg Bennett var et par af ansigterne. Flere gav udtryk for at de godt kunne tænke sig at deltage i Ironman Hawaii, men da man kun kan kvalificere sig ved at køre en ironman udelukkede det i princippet alle for at prøve lykken på distancen. Som Matt Reid udtrykte det: "Founding for the Olympics is simply too big to ignore and let's face it no one has come back to short course race having once tried Ironman" Det sidste giver jo stof til eftertanke. Måske tilbyder ironman distance alligevel noget som er meget mere værd end penge!!! Dertil kommer at de bliver spændende at følge Andy Potts, jeg mener om han vender tilbage til kort distance, som han har meldt ud at han gør. I samtalen med Matt var der ingen tvivl om at han godt kunne tænke sig at prøve Ironman Hawaii, men han vil ikke lave endnu en ironman for at få lov!

Som det har været muligt at se på billederne på denne hjemmeside samt på www.tri226.org, så har jeg afprøvet nogle af de nye tekstiler fra Craft. Jeg valgte simpelthen at skrifte tøj i begge skifte og som man kan se på mine skiftetider, så kostede det lidt ekstra tid. Selvom jeg gik under tilnavnet Snowman, så vil jeg sige at konklusion var den, at det godt kan betale sig at skifte tøj undervejs, så det passer til forholdene. I sær den trøje, som jeg brugte på løbet var fantastisk og helt optimal til forholdene. Dertil kommer, at jeg ved at løbe med lange ærmer, helt har undgået solskoldning, i modsætning til Hans Nilsson som har fået noget som ligner andengradsforbrændinger på ryggen:-(

Turen til Hawaii har været en stor succes for mig, som det også fremgår nedenfor. Det gælder både på det sportslige område, hvor jeg fik to podieplaceringer i hhv. Kuki'o Åbenvand svømning og i Ironman Hawaii, men så sandelig også rent forrentningsmæssigt, hvor de kommende måneder vil bringe nogle superspændende tiltag. Så skal jeg ikke glemme at næve at tri226 havde premiere med dækningen af Ironman Hawaii i år i form af interviews med primært danske deltagere. Faktum er at trafikken på tri226 har været ufattelig stor og langt større end forventet. Det er naturligvis positivt og giver stof til eftertanke i forhold til fremtiden.

Det vil nok være meget naturligt her at begive sig ud i en lang udredning omkring hvad fremtidens sportslige planer ville være. Jeg vil i lighed med sidste år ikke begive mig ned af den sti. Årsagen er dog en anden i år. Jeg skal være far igen i det kommende forår. Et faktum, som jeg ser rigtigt meget frem til, men som naturligvis samtidig får indflydelse på hvordan jeg griber den kommende sæson an.

14.10.2008 - Mere fra Hawaii

Jeg er på vej hjem og har lige arbejdet lidt med de sidste to interviews fra Hawaii i år. Som sædvanlig kan de findes på www.tri226.org. Interviewene bliver tilgængelig indenfor et par dage. Der er tale om et interview med Michael Maxwell (på engelsk) samt en rundbordssnak med Peter Madsen, Hans Nielsson, Bettina Schmidt, Niels-Otto Silkjær og undertegnet omkring oplevelser dagen efter Ironman Hawaii. Stay tuned:-)

Nu glæder jeg mig for alvor til at komme hjem!!

13.10.2008 - Nummer tre og hurtigste dansker

Jeg kom i mål. Det holdt hårdt, men det holdt. Det blev til en tredjeplads i årets udgave af Ironman Hawaii. Et særdeles tilfredsstillende resultat omstændighederne taget i betragtning.

Jeg endte med at svømme en af mine bedste tider på Hawaii igennem mange år selvom min start igen var katastrofal. Jeg blev dykket under vandet, da starten gik og kom ikke med i den gruppe, som jeg havde håbet på. Til gengæld kunne jeg for en gangs skyld svømme mig frem i feltet undersvejs og var blandt de første 25 amatører ude af vandet.

På cyklen fulgte jeg min sædvanlige taktik på Hawaii og startede langsomt ud. Det var ikke meget vind til at begynde med og tempoet var højt. Jeg havde på forhånd håbet på meget vind og ved 60 km begyndte vinden så småt at vise sig. I det øjeblik vi fik modvind hævede jeg tempoet og begyndte at indhente / overhale konkurrenterne. I kraft af den gode svømning var jeg længere fremme i feltet end normalt og derfor behøvede jeg ikke bekymrer mig om felter og drafting. Jeg var alene på cyklen så godt som hele vejen. Det var lidt ensomt, men på samme tid også fedt, fordi det gav mig mulighed for at udelukkende fokusere på min egen konkurrence.

Vinden var ret kraftig på den sidste halvdel af ruten og det passede mig perfekt. Netop på hjemturen var jeg meget stærkt kørende. Tilbage i skiftezonen havde jeg kørt mig i front og førte min klasse. Det gik langt bedre end planlagt og min cykelform var kanon god. Jeg havde bestemt mig for at løbe min sædvanlige rytme og ikke kigge så meget på puls og pace. Det gik meget godt de første 16 km, men så fik jeg hammeren. Dvs. mine ben fik hammeren. Den manglende løbetræning i forløbet op til Ironman Hawaii havde simpelthen været for ringe. Mine lår var ikke klar til belastningen og blev stenhårde. Derefter var det en 'dødskamp' at komme i mål. De sidste 3 miles gik det helt galt. Jeg måtte bruge 5 min pr. km og endda gå igennem væskedepoterne. Jeg var færdig og måtte delvist løbe baglands ned af de sidste stejle bakker for at komme i mål og minimere smerten i mine lår. Selvom jeg løb alt hvad jeg kunne, så gik det ufatteligt langsomt. På trods af problemerne redder jeg mig en 3. plads, men det var tæt! Der var kun et minut mellem pladserne 3 og 5.

Jeg kan se tilbage på en konkurrence, som ikke kunne være gået bedre. Jeg fik det maksimale ud af min dag og min form. Jeg får bevist overfor mig selv at potentiale et stort - ikke mindst på løb. Det giver stof til eftertanke at jeg kan blive bedste dansker på Hawaii og være blandt verdens 50 bedste på Ironman distancen med den forberedelse! Måske skulle jeg tage min træning lidt mere seriøs:-)

Endelig vil jeg ønske både Bent og Hans tillykke med de flotte resultater.

Mahalo

10.10.2008 - Så er det nu!

En nat mere og så er det tid til at forsvare titlen fra sidste år. Jeg glæder mig ufatteligt meget til at komme i gang. Jeg ved at formen er god, men jeg ved stadig ikke om jeg holder hele vejen. Michael Maxwell har arbejdet helt ufatteligt hårdt for mig hele ugen. Ikke alene har han behandlet mig, masseret mig, men han har også lavet mad, købt ind og kørt mig rundt uanset hvor jeg skulle hen. Det er sgu' luksus på højeste niveau. Derudover har Brock og Scott holdt mig ved godt selskab og forsøgt at holde modet oppe hos mig:-)

Cyklen blev tjekket ind uden problemer, med tilråb fra tilskuer og 'optællere': "Cool bike'; "Best bike today'; "Sweet ride"; "That should take care of a 112 miles easily' osv. Det var ret fedt, ligesom det altid er lidt specielt at sætte cyklen i skiftezonen blandt de profesionelle. I år står jeg ved siden af Scott Neyedli og Bryan Rhodes (Andy Potts og Paul Amey)

Anyways. Jeg vender tilbage i morgen, når jeg ER kommet i mål:-)

09.10.2008 - En travl dag

Faktisk har jeg haft en hviledag i dag, men da Blue Seventy leverede deres nye dragt til mig skulle jeg lige prøve den af med lidt svømning. Jeg ved endnu ikke om jeg vælger den på raceday. Jeg svømmede ud til Coffee Of Hawaii katamaranen og fik skænket en kop kaffe midt i Stillehavet af legenden Scott Molina. Lige ved siden af mig var Simon Lessing. Han skal ikke deltage i år, men laver lidt promotion.

For at udnytte Michael Maxwells ekspertise fik jeg ham til at kigge nærmere på Peter Madsen og Niels-Otto Silkjær og på den måde give dem mulighed for at optimere deres træning fremover. Derudover fik de løsnet op for både store og små problemer, så de skulle være klar til raceday, men mindre Niels-Otto's øre infektion udvikler dig yderligere!

Apropos promotion var jeg inviteret til årets Powerbar Brunch med alle Elite atleterne. Da jeg deltog første gang i Powerbars brunch for 6 år siden var der måske 20 deltagere. I år var vi 200 deltagere!!! Alle hotshots var der sammen med pressen.

Senere på dagen havde jeg et forretningsmøde med Dirk Friel og senere Joe Friel omkring fremtidige planer. Det var interessant og vi fik lavet en god aftale.

I aften skal jeg til Pasta Party. Jeg har fået en speciel Champion polo, som jeg skal bære på scenen, når sidste års vindere skal hyldes. Jeg er lidt spændt på hvordan det kommer til at gå.

Det er tvivlsomt at jeg når at komme med en opdatering i morgen. Det er ved at være tid til at fokusere på konkurrencen og få det bedste ud af situationen.

08.10.2008 - Svømning med delfiner

I dag tog jeg ned til svømmestarten ca. 40 minutter senere end normalt. Jeg har lagt mærke til at delfinerne først dukker op efter jeg har gennemført min normale svømmetur. Så i dag skulle det være! En svømmetur med delfiner. Det lykkedes og jeg fik svømmet mere end 5 minutter med delfiner cirkulerende omkring mig. Det var en fed, fed oplevelse. Flokken bestod af 9 dyr, hvoraf de 2 af dem var unger. Delfinerne er utrolig legesyge og var ikke det mindste nervøs for mig.

Før svømningen talte jeg lidt med Laurits Betjent, Betina Schmidt, Michael Krüger og Peter Madsen. De var alle ved godt mod og selv Laurits betændte tå så ud til at have det bedre.

Jeg får ikke trænet så meget, hvilket i princippet heller ikke er meningen, men det ville være rart at kunne løbe bare en lille tur. Anyway, jeg synes det går fremad med skaden og jeg håber stadig på at få en god dag på lørdag.

Hvis du har lyst til at se billeder fra Hawaii så tjek dette link ud! Det er fra www.tri226.org's hjemmeside!

07.10.2008 - Ny frisure

Det var en god træningsdag i dag. Jeg svømmede rigtigt godt fik gennemført nogle solide intervaller. Sidst på dagen blev det til en kanon cykeltur. Ikke mindst fordi Zipp har fået leveret mit nye 1080 baghjul som et led i vores sponsoraftale. Faktisk er jeg ved at have styr på det hele og jeg ser virkelig frem til at komme i konkurrence. Måske er ønsket så stort netop fordi man altid vil det man ikke kan få!!! Lige nu ser det ikke for godt ud med min achilles sene og det er tvivlsomt om jeg får mulighed for at løbe på lørdag!

Ironman.com har en artikel på hjemmesiden omkring dette års favoritter. Tjek dette link. Der er en lille fejl i artiklen. Jeg er ikke i 30-34, men i 35-39. Til gengæld har Scott helt ret i at Niels-Otto Silkjær er blandt favoritterne i 35-39:-)

Om ikke andet så fik jeg en ny frisure ud af turen til Hawaii. Jeg bliver ikke klippet så tit, hvilket vel er meget naturligt, hvis man skal rejse helt til Hawaii for at få sat håret lidt:-)

06.10.2008 - Det spidser til!

Det spidser til i mere end én forstand! Kailua Kona er ved at være fyldt med triathleter og langt flere end byen i princippet kan bære. Det er på én gang charmerende, men også belastende. Netop derfor har jeg i år valgt at flytte væk fra målområdet for at bo i en Condo et stykke væk. Det giver mere ro til den mentale forberedelse. Det har jeg i allerhøjeste grad brug for! Min achilles sene skade er blevet værre igen og det ser pt. ikke for godt ud. Jeg er blevet rådet til at springe dagens løbetræning over og jeg måtte erstatte det med en meget rolig cykeltur. Det er langt fra optimalt og det tvinger med til at ændre lidt på min nedtrapning. Michael Maxwell er i fuld gang med min behandling, men lige nu kunne jeg godt bruge lidt Shock Wave Therapy fra Lisbeth Lantto i Silkeborg Rygcenter!

Selvom skaden driller lidt, så kan jeg glæde mig over at min form er god. Såfremt jeg kan nå til målstregen uden at gå hele vejen, så tror jeg det bliver en god dag på lørdag!

Hvis du har lyst til at høre et interview med nogle af de danske deltagere, så tjek www.tri226.org ud og download det seneste interview og på den måde komme helt tæt på nogle af årets danske deltagere.

05.10.2008 - Den sidste rigtige træningsdag

Den sidste rigtige træningsdag er overstået. Jeg startede ud med at svømme i havet, hvor jeg var heldig at komme med 'bag på' Chris Lieto, mens han svømmede 150m intervaller med hand paddles. Det var hårdt, men helt perfekt i forhold til min træningsplan. Derefter svømmede jeg 2x400m med Chris Hauth (2xOL deltager i svømning) i noget som minder om konkurrence intensitet. Det var en perfekt dag i vandet. Efter svømningen hilste Niels-Otto og jeg på flere af de andre danskere.

Senere havde jeg den klart bedste cykeltur herovre indtil nu. Jeg kørte godt 85km inkl. 90 minutter med konkurrenceintensitet. Der var den del vind, men ikke mere end jeg holdte 39,1 km/t i snit på de 90 minutter. Faktisk var min puls 9 PS lavere end planlagt, så måske er akklimatiseringen ved at slå igennem.

Når alt det er skrevet, så må jeg tilstå at min achilles sene har haft det skidt de sidste to dage og jeg er lidt nervøs for at det kommer til at begrænse mine muligheder betydeligt...

Sidst på dagen hentede jeg Michael Maxwell, som jeg skal bo sammen med i den sidste uge. Han skal hjælpe mig med at få achilles senen helt på toppen igen. Mere om det senere på ugen.

04.10.2008 - Kuki'o Blue Water Swim

Måske burde overskriften være to verdensmestre på podiet sammen:-) Læs mere nedenfor!

Som et led i min forberedelse til dette års Ironman Hawaii havde jeg valgt at deltage i en åbenvand svømmekonkurrence. Konkurrencen bliver afholdt hvert år og hedder Kuki'o Blue Water Swim. Det findes simpelthen ikke bedre omgivelser at afholde en sådan konkurrence i. Alt var fantastisk! Konkurrencen var en punkt-til-punkt konkurrence, hvor deltagerne skulle svømme langs kysten i 1.2 miles (knap 2 km). Bølgerne var ikke så store som frygtet, men strømmen var ret kraftig. Feltet var stærk besat med Cam 'Wildman' Widorf, Tim Marr og Chris 'Macca' Mccormack og en australsk svømmeklub til start. Der var lagt op til en alvorlig røvfuld! De tre nævnte triathleter havde desværre taget en kedelig vane med sig fra triathlon sporten og lavede en klokkeren tyvstart 10 sek før resten af feltet. Heldigvis var de lokale meget overbærende og lod sig ikke mærke af den manglende 'sportmanship'. Vi andre endte i en gruppe bag de tre nævnte top triathleter, hvor tempoet var ubønhørligt hård. Efter mindre end 500m var gruppen delt i to og jeg var desværre i den bagerste del og endte derfor i gruppe 3. Halvvejs gennem svømningen får jeg vredet mig fri af gruppe og jagtede gruppen foran. Én efter én samlede jeg enkeltpersonerne op i takt med at de måtte slippe gruppen foran. På de sidste 400m lykkedes det mig endda af hente og overhale Cam 'Wildman' Widorf. Jeg var fuldstændig smadret efter konkurrencen og min puls var 198. Det er 17 pulsslag højere end den højeste puls jeg har haft i år. Det var den fedeste fornemmelse at føle hvordan kroppen var total brugt. Samtidig var det et kraftigt vink med en vognstang ift. hvor meget større mit træningspotentiale er! Jeg laver simpelthen ikke en skid i min daglige træning. Stor, stor inspiration og motivation til en ny sæson!

Jeg fik ikke hentet Chris Maccormack og jeg var ikke i nærheden af ham. Min svømmetid var 26.01, hvilket gav mig en andenplads efter Chris Maccormack i årgangen 30-39år. Dermed måtte Torpedoen og Macca på podiet sammen. Jeg kan jo håbe på at det ikke bliver sidste gang på denne tur:-)

Ja, ja jeg ved det godt, jeg skal snart klippes:-)

03.10.2008 - Hapuna Beach

Big Island kan byde på mange forskellige stande. Nogle har sort sand, andre har et omfangsrigt marine liv, mens andre igen har det mest fantastiske vand. Hapuna Beach er min foretrukne stand på Hawaii. Stranden ligger utrolig idyllisk, sandet er fint og vandet er exceptionelt klart. Netop her sluttede Niels-Otto og jeg vores sidste lange cykeltur i dag efter et besøg i byen Hawi, som ligger ved cykelrutens vendepunkt. Det var en god tur, hvor vi for første gang mødte lidt af den vind som øen er kendt for. Vi mødte også Torbjørn og Charlotte et par gange på turen. De var af sted på en lang cykeltur, hvor landstræner Michael Krüger undervejs målte temperatur, mv. hos begge atleter bl.a. for at tjekke deres akklimatiseringsproces.

Senere på dagen lavede jeg et interview med Laurits Betjent, som kan høres på tri226.org i løbet af de næste par dage. Her kommer i øvrigt også et interview med Peter Madsen. Klik her for at høre Peters interview. Bemærk at lyden i det mobile studie ikke er helt optimal!

Dagens besøg på Lava Java blev igen til en rundbordssnak mellem Hans, Rune, Laurits, Niels-Otto, Peter og jeg selv. Temaet? Tjaaa gæt selv? (Det var ikke prisudviklingen på letmælk, trafiksitatutionen på Vejlebroen eller det kommende præsidentvalg i USA)

02.10.2008 - Træning

Den stod på morgen svømning i Aquatic Center kl. 07.00. Der var overraskende mange triathleter som havde fået samme tanke og vi måtte slås om pladsen med Chris Lieto og Cam Brown. Det gik og vi fik svømmet det planlagte program. Mine pace tider var programmet igennem 1.15/100m på tværs af distancerne. Det er OK, men ikke prangende. Senere stod den på 70 km cykling inkl. to lange intervaller med IM intensitet. Det gik fint og cyklen ruller godt. Inkl. 2x10 km op- og nedvarmning havde jeg 36 km/t. Endelig sluttede dagens træning af med en 5 km løbetur, hvor det var svært at holde tempoet nede.

01.10.2008 - På delfin jagt

Det har været en rolig dag. Faktisk blev det kun til 1 times fysisk aktivitet i form af en løbetur på Alii Drive. Jeg løb sammen med Niels Otto Silkjær. Vi løb et par hurtige intervaller og det var rart igen at se min puls respondere normalt på belastningen. Faktisk var løbeturen den bedste jeg har haft i omkring 5 måneder og jeg havde ingen problemer med achilles senen. Tilsyneladende har den godt af varmen. Jeg testede de nye kølende tekstiler fra Craft og fornemmelsen var rigtig god. Meget tyder på at teorien bag udviklingen af fiberen også virker i praksis.

Efter løbeturen tog Niels Otto og jeg til Kealakekua bugten for at snorkle lidt og spejde efter delfiner. Området er kendt for at huse mange delfiner. Desværre var der ingen delfiner i bugten i dag, men til gengæld var der et hav af andre spændende fisk. Bugten er super fed og vandet utrolig flot. Vi havde en fantastisk tur i vandet og det er let at forstå hvorfor bl.a. fridykkere bruger dette område til deres sport.

30.09.2008 - Første dag på lavaøen

Hawaii 2008 journalen er på trapperne og indtil den bliver helt klar, så kommer de første opdateringer fra Kailua Kona her! Turen til Kona var hård denne gang. Dels pga. forsinkelser og dels pga. en samlet rejsetid på 44 timer. Det kan tage pusten fra en (forhåbentlig) kommende ironman. Bort set fra det, er det rart at være tilbage, også selvom det ikke virker helt så varmt som tidligere. Faktisk beholdte jeg mine Cowboy bukser og min jakke på, da jeg trådte ud af flyet. Det var simpelthen koldt. Normalt rammer man en mur af varme, når man træder ud af flyet første gang, men sådan var det altså ikke denne gang. I dag svømmede jeg de første 3km i havet og cyklede senere på dagen 50 km. Det gik fint og for en gangs skyld var min puls normal, hverken for høj eller for lav. Normalt plejer pulsen at være lidt lav de første 1-2 dage, fordi man træner om natten dansk tid og biorytmen ikke er omstillet endnu og 3-7 dage senere er pulsen alt for høj pga. varmen og manglende akklimatisering.

Der er ændret en del i Kona siden sidste år. Der er kommet et helt nyt indkøbsområde og vejene omkring Kailua er blevet udvidet til dobbeltsporet vej. Alt sammen for at imødekomme det stigende antal biler og indbyggere i området. Det giver mange køer i trafikken. I en af disse mødte jeg i dag Torbjørn og Michael, som lige var ankommet til Kailua og var på vej til deres hotel. Derudover har jeg også talt med Niels Otto Silkjær, Bettina Schmidt og Lauritz Betjent, men der er kommet flere danskere end disse. Vi mødes nok en af de kommende dage.

Hvis du vil se lidt fra de tidligere år kan du kigge i arkivet.

Arkiv:
Ironman Hawaii 2007
Ironman Hawaii 2006
Ironman Hawaii 2005
½Ironman Florida 2004
Ironman Hawaii 2004
Ironman Brazil 2004