Ironman Hawaii 2006

07.10.2006 – Første dag i Kailua

Rejsen til Hawaii var hård og jeg ankom til Kailua med Kim Visby udmattet og udkørt. Synet af Kona kysten gav mig lidt energi tilbage, men det kunne ikke helt opveje et par trætte ben og en sammenpresset krop.

Søndag morgen kl. 07.00 stod den på let svømning i havet. I lighed med tidligere år var den første svømmetur fantastisk. Undervandslivet er enestående og storslået. Det er i den grad svært at koncentrere sig om svømme og tankerne vandrer konstant væk fra svømmestil og intensitet mv.

Senere på formiddagen fik jeg prøvet cyklen af på en kort tur, som gik ganske godt. Endelig sluttede jeg af med en kort løbetur med lav intensitet. På trods af den lave intensitet fik jeg krampelignende symptomer i låret efter 10 minutters løb. I de seneste år har jeg jævnligt været udsat for lignende symptomer og det kan betyde alt fra 7 til 14 dages skadespause. Derfor har jeg allieret mig med Karin Thürigs søster Andrea, som er massør / fysioterapeut og aftalt et behandlingsforløb. Jeg har krydset mine fingre og håber det bedste.

08.10.2006 – Svømning i Aquatic Center

Kort før kl. 07.00 stod den på 4000 meter svømning i Kailuas svømmebad. Sammen med Kim Visby svømmede vi i godt en time. Jeg svømmede langt fra mit normale niveau, men fik klemt ballerne sammen i en 5x200 yards serie, som omregnet til meter blev svømmet mellem 2.18 og 2.22. Resten af svømningen var en katastrofe, som dog giver plads til forbedring i de kommende dage:-) Det meste af dagen er gået med at betragte loftet på hotelværelset. Afslappende, men ikke særlig interessant.

09.10.2006 – Sjovt vejr

Vejret har været meget køligere end normalt og det har faktisk ikke været varmt endnu. Samtidig virker fugtigheden lavere end normalt.

På opfordring fra Kim har jeg taget titaniums plaster på skaderne i låret. Han har gode erfaringer med titaniums plaster og da jeg normalt er lidt skeptisk overfor den salgs nye påhit, forærede Kim mig lidt plaster, så jeg kunne prøve det af. I morgen vil jeg lave min første evaluering af plastret.

Achilles senen har det fint. Efter rejsen hertil var den meget medtaget og hævet, men varmen har gjort underværker og den er fuldstændig smertefri nu.

10.10.2006 – Lang løbetur

Titaniums plastret virkede sgu’ !! Smerterne i låret var meget mindre i dag end de sidste to dage. Jeg kunne stadig mærke en knude i begge lår, men smerterne var meget små omkring knuderne. Derfor valgte jeg at holde fast i min planlagte lange løbetur.

Efter et overdådigt morgenmåltid fandt jeg løbeskoene frem for at løbe en lang tur ud i lavaområderne. Jeg var ret skeptisk pga. mine skadede lår, men overraskende mærkede jeg intet til problemerne i lårene. Faktisk løb jeg 20 km progressiv på den let kuperede rute og endte med at løbe 4.20 pr. km. Kim løb med på den første del af turen inden han vendte om for at cykle en tur. Pulsen var 2-5 pulsslag højere end normalt, men det er småting her, hvor mange kæmper med en forhøjet puls med op til 20 pulsslag!

Jeg sluttede dagen af med massage hos Andrea Thürig sammen med Kim. Hun kunne virkeligt sit kram. Jeg har måske aldrig fået en så professionel massage og så megen rådgivning med på vejen. Hun var topprofessionel. Jeg glæder mig faktisk til næste gang.

11.10.2006 Svømning med delfiner

På opfordring fra Andrea Thürig valgte jeg kun at svømme i dag. Jeg svømmede sammen med Kim i havet. Der var flere bølger i dag end de andre dage, men ikke nok til at ødelægge svømningen. Efter 400 m svømning skulle jeg til at tage hul på 15 minutter hård svømning, men lige inden jeg gik i gang, blev jeg overhalet af en flok delfiner med 8-10 dyr. Den ene delfin var en knap 1 meter lang unge. Jeg svømmede mellem 2 og 3 minutter med delfinerne, mens de dykkede op og ned foran mig. Det var en fed fornemmelse, som mindede lidt om en tilsvarende oplevelse, som jeg havde for et par år tilbage samme sted. Her svømmede jeg ca. 950 m med en stor flok delfiner. Det er en af den slags oplevelser som man aldrig glemmer.

Resten af dagen er gået med at ordne et par småting på to-do listen og ellers bare slappe af på ryggen. I morgen skal jeg cykle en længere tur. Jeg glæder mig.

12.10.2006 – Lang cykling

Dagens eneste træningspas var en cykeltur på 3 timer og 30 minutter (130 km) inkl. 2x40 minutter med konkurrence watt efterfulgt af 10 minutter omkring syregrænsen. Cyklen kørte rigtig godt og de to intervaller med konkurrence watt blev kørt med et samlet snit på 40,2 km/t. Vinden var mild det meste af vejen og derfor var gennemsnitshastigheden klart højere end normalt. Traditionen tro var cykelruten pakket med favoritterne. Norman Stadler var omringet af 3 kameramænd. Spencer Smith, Macca og Ain Alar Juhanson virkede mere fokuserede på deres cykeltur.

Senere på eftermiddagen fik Kim og jeg mulighed for at betragte 4 muræner på nært hold. Det er et sky havdyr, som jeg kun én gang før har set på Hawaii.

13.10.2006 – Dårligt vejr

I dag mødte Kim og jeg Bent Andersen med familie ved morgenmaden. De er ankommet, men ikke uden problemer. Deres fly blev forsinket og som resultat heraf var intet af deres bagage ankommet. Bent er en rutineret herre og der skal nok mere til at bringe ham ud af fatningen.

Efter morgenmaden tog vi sammen til svømning, hvor vi mødte Lisbeth. Tidligere på ugen spiste Kim og jeg sammen med hende og AJ. AJ var imidlertid taget til World Cup i Japan for at komme tilbage til Kona igen efter weekenden. Han skal køre Ironman Hawaii for første gang. Svømningen indeholdte 10x200m som jeg svømmede mellem 2.18 og 2.22 omregnet til meter. Jeg havde klart bedre fat i vandet i dag end i mandags. Det går den rigtige vej.

I lighed med de tidligere dage, så har det regnet det meste af dagen. Faktisk har vi haft (meget) mere regn i de sidste 5 dage end vi havde hele september måned i Danmark. Samtidig er det koldt. Temperaturen er mellem 24 og 27 grader, hvilket er næsten 10 grader mindre end normal. Det er ikke optimalt for akklimatisering. Jeg løb 12 km med et par gode intervaller og til alt held mærkede jeg ikke noget til mine skader i låret. Andrea Thürig har vist sig at være pengene værd indtil nu? Selvom knuderne kan mærkes tydeligt i låret, så bliver de mindre og mindre, hvilket dels skyldes titaniumsplastret og dels et godt stykke arbejde af Andrea. Jeg føler mine chancer for at blive klar til konkurrencen er store nu.

14.10.2006 – Udstyr på Hawaii

I bestræbelserne på at opnå et godt resultat på Hawaii kommer man ikke uden om et selektivt valg af udstyr. Vindforholdene på Hawaii kan være ekstreme, som det var tilfældet i 2004, og det stiller store krav til aerodynamikken. Jeg har valgt at køre med det nyeste one-piece styr fra VisionTech, som udover en super aerodynamisk profil også er særdeles komfortabel. S¨gør det i øvrigt heller ikke noget at styret er lettere end det gamle VisonTech styr, som jeg brugte.

Efter sommerens ironman konkurrence i Frankrig skiftede jeg Nishikis scandium landevejsramme ud med enkelstartsrammen. Enkelstartsrammen er knap så stiv som landevejsrammen, men det er stadig den stiveste enkelstartscykel, som jeg har prøvet. Aeroudskæringen til baghjulet er så præcis lavet at et 23mm dæk lige akkurat passer ind, hvilket optimere aerodynamikken. Alt i alt har jeg et stel med perfekte køreegenskaber set i forhold til ruten her på Hawaii. Prikken over i’et er Zipp 808 hjulsættet, som udover at rulle sindssygt godt har en uovertruffet aerodynamik. Jeg har aldrig kørt med et bedre hjulsæt! Den sidste lille detalje på cyklen som blev installeret inden jeg tog hjemmefra er SRM’s nye kranksæt baseret på min sponsor FSA’s kranksæt. Den lækkerbisken behøver nok ikke noget nærmere introduktion. Det spiller bare:-)

Beklædningsmæssigt er jeg mindst lige så godt stillet. Jeg stiller i år for første gang nogensinde op i Craft tøj. Jeg kommer til at konkurrerer i den nye 2007 one-piece model, som derved får sin ilddåb på lavaøen. Dragten er blevet testet godt af de sidste par dage og jeg er meget tilfreds med den. Ikke alene fungerer den godt i vandet, men dragten er samtidig i stand til at transportere sveden perfekt på land. Dragten kan næste år fås i to forskellige farver, hhv. en rød farve og så ”Hawaii” udgaven som har en hvid/grå overdel.

Jeg har før haft godt udstyr med til Hawaii, men jeg føler aldrig at udstyret har været så optimeret til ruten, som i år. Jeg håber resultatet kommer til at afspejle det niveau udstyret har. Vi får se?

15.10.2006 – Jordrystelse i Kailua Kona

Kl. 07.08 i morges blev Kailua-Kona ramt af et meget kraftigt jordskælv. Det blev målt til 6,6 på Richter skalaen og epi centret var mindre end 15 miles fra vores hotel. Kim og jeg sad ved morgenmaden da rystelserne kom og sprang ud i det fri af frygt for at hotellet skulle styrte sammen. Alle på hotellet blev evakueret og beordret op til højre liggende områder af frygt for en tsunami. Heldigvis viste hotellet sig at være OK efter en gennemgang af byggesagkyndige og vi kunne et par timer senere komme tilbage til vores hotel værelse. Jordskælvet var så kraftigt at det lige knapt hører til i den næsthøjeste kategori. Det bliver spændende at se hvor stor en del af ruten, som nu er intakt og om jordskælvet får indflydelse på selve ræset. Jeg har valgt at tage det lidt oppe fra og ned og valgte trods panikken i området at gennemføre mit planlagte træningspas. Jeg tror det var meget godt lige at få fokus tilbage på konkurrencen efter oplevelserne i morges. De materielle skader er store i området, men så vi ved er der ingen alvorlige tilskadekommende. Skulle der komme flere nyheder omkring jordskælvet vil jeg skrive om det her.

16.10.2006 - Halv hviledag

Hviledagen var godt nok planlagt hjemmefra, men den var perfekt timet. Jeg havde brug for mental luft efter oplevelserne i går og benene havde også brug for lidt ”down time”. Det blev dog til en tur i svømmebadet, hvor jeg svømmede 5 x 100 på 1.05-1.06 omregnet til meter. Det er gode tider og er et niveau højere end mine tider fra Danmark. Det tegner godt i forhold til svømningen. Det er blevet varmt og nu er det tydeligt at min akklimatisering ikke er optimal pga. det kolde vejr i sidste uge. Varmen føles meget tydeligere i år end sidste år. Det kan give problemer på race-day, men lad os nu se om ikke jeg kan hente lidt akklimatisering de næste par dage.

17.10.2006 - Det er varmt

Hold da op det er blevet varmt. Jeg cyklede 40 km inkl. et par korte intervaller og løb bagefter 10 km i jævnt tempo. Pulsen var helt ude af kontrol. Det var ikke hårdt, men pulsen var alligevel næsten 20 ps højere end ved tilsvarende hastigheder i Danmark. Bort set fra pulsen gik det hele perfekt og cyklen ruller virkelig godt. Jeg cyklede ca. 20 km med Timo Bracht, som efterlod et indtryk af at være meget sulten efter at opnå et godt resultat i år, efter en dårlig konkurrence sidste år. For fire år siden kæmpede han og jeg bravt om 25-29 age groupen indtil jeg blev ramt af punkteringer og måtte nøjes med en samlet 48. plads. Det bliver spændende at se om han kan kæmpe sig tilbage i top 10 i år ligesom 2004.

Jeg har efterhånden fået gennemtestet 2007 tri-dragt modellen fra CRAFT. Dragten er optimal til de klimatiske betingelser på Hawaii. Dels tørre den lynhurtigt efter svømningen, men de to features som jeg sætter størst pris på er selve indlægget, som sætter en ny komfort standard. Det vel og mærket uden at genere under løbet. Endelig er dragten meget svedtransporterende og fantastisk til at flytte fugtigheden fra indersiden til ydersiden, selv i disse fugtige omgivelser.

Efter træningen fik Kim og jeg hentet vores startpapirer og det gik ret smertefrit. Jeg kunne desværre konstatere ved indvejningen at jeg har tabt mig 2 kg, mens vi har været herovre. Sandsynligvis lidt mere, da vejningen var efter morgenmaden. Jeg vejede 70 kg, hvilket er identisk med min vægt sidste år. Det er dog 2 kg mindre end min vægt i Frankrig og 4 kg mindre end min gennemsnitsvægt i år. Det kan være et dårligt tegn. Jeg har ellers spist godt, men papaja og ananas fylder åbenbart ikke så meget.

18.10.2006 - Stress med kredit kortet

Det har været en pisse træls dag på godt jysk! Mit kredit kort har ikke fungeret hele dagen og forklaringen var ”kontoen indeholder ingen penge”…! Ikke den bedste nyhed når man er løbet tør for kontanter. Da vi samtidig er 12 timer efter dansk tid, så kunne jeg ikke finde ud af om min konto virkelig var tømt! Kl. 18.00 dansk tid lykkedes det mig dog at få verificeret at pengene endnu står på kontoen, men mit kort virker stadig ikke.

Kim og jeg gennemførte et let træningspas sammen i morges bestående af ca. 2 km hav svømning i meget store bølger efterfulgt af 30 km let cykling og endelig 7 km løb. I dag var pulsen endelig faldet lidt ned igen, men den er stadig højere end sidste år. Det bekymrer mig lidt. Min oprindeligt kalorieplan var baseret på mit resultat sidste år, men jeg har justeret det lidt efterfølgende baseret på min træning herovre.

19.10.2006 – Hviledag

Så er det blevet hviledag. Morgenmaden blev nydt i fulde drag og jeg sad længe og nød udsigten til Stillehavet. Heldigvis under helt rolige forhold modsat den rystende oplevelse i søndags. Se LINK!

Det er allerede muligt at købe ’Official Ironman T-shirt’ med skriften: ”I survived the earthquake” Tjaa det er vel lidt amerikansk, eller hva’?

Kim og jeg brugte lidt tid på Expo’en for at prøve Endless Pool. Det er et genialt koncept og jeg er i den grad imponeret over mulighederne med Endless Pool. Jeg tror jeg skal i haven til foråret for første gang i laaaang tid. Det kan jo være der kan blive plads til et lille fuglebad og en fastlane?

Dagen blev sluttet af med Pasta Party på typisk amerikansk vis. Jeg tog tilbage til hotellet så hurtig som muligt efter vi havde spist.

Hele forberedelsen er gået rigtig godt og selv om jeg har haft et par småproblemer med mine ben i de sidste 10 dage, så er det helt væk nu. Jeg føler mig meget klar til race day og hvis jeg kan administrer kræfterne rigtigt på dagen, så bør resultatet blive fornuftigt. Traditionen tro er der en mængde gæt på hvordan vejret bliver på race day. I princippet er det jo ligegyldig, men det er lidt sjovt at gætte med. Mit bud: Det bliver 30 grader varmt, sol hele dagen og en frisk vind fra syd som holder regnskyerne væk (og dermed ovre på Hilo siden af øen) Dermed får vi også store rullende Stillehavsbølger imod os på vej ud og med os på vej hjem. Vejrudsigten siger 28 grader og regn på lørdag, så nu får vi se hvem der får ret:-)

I øvrigt er jeg for anden gang blevet nævnt blandt favoritterne i 30-34 årgang på www.ironman.com indenfor 6 uger. Læs mere her. LINK!

Det skal dog siges at der er ufattelig stor niveauforskel på andre ironman konkurrencer og så Ironman Hawaii. Langt større end det måske ser ud til på papir………

20.10.2006 – Dagen før…

Hovedet er klar og kroppen er klar. Jeg trænede 40 minutter med Kim i dag og det gik uden problemer. Alt udstyret virker perfekt og jeg føler mig virkelig klar til i morgen. Nu skal den bare have gas.

21.10.2006 – Ironman Hawaii 2006

Projektørernes lys får nattens mørke til at forsvinde. Der er lang kø til ”body marking”, men en af fordelene ved at have placeret sig i top 100 året før, er at man kan springe køen over. Jeg får mit startnummer 67 trykt på armene i VIP området hos pro’erne.

Cyklen står i skiftezonen ved siden af Natascha Badman og det giver lidt udfordringer. Kameraerne snurrer hele tiden og der er et væld af pressefolk omkring hende. Jeg er lidt klemt, men får cyklen pumpet og gjort klar til ræset. Bents cykel står lige overfor min og jeg hilser på ham og taler kort med ham inden jeg går videre for at finde Kim. Sammen går vi igennem skiftezonen for at sikre et optimalt skifte. Kim bevæger sig ned mod svømmestarten. Han skal starte sammen med hele pro feltet 15 minutter før mig. Jeg bruger den sidste tid inden jeg skal i vandet på at indtage en Powergel og lidt vand. Der er 15 minutter til starte.

Vandet er meget uroligt. Der er store rullende bølger samtidig med at vandet generelt er uroligt. Jeg svømmer ud til startlinien og finder min plads. Der er kamerafolk under vandet som filmer os, mens vi træder vande. Med ét går starten og vandet piskes til skum. Positionskampen er i gang. Næverne flyver til højre og venstre. Jeg bliver ramt et par gange og føler hele tiden at jeg har konkurrenterne på ryggen af mig. Efter små 2 minutters svømning virker kaoset under kontrol. Jeg spejder fremad og konstaterer at jeg ligger i anden gruppe umiddelbart efter den førende gruppe. Det er i overensstemmelse med planen. Modsat andre år vil jeg bruge mere energi i svømningen og holde mig fremme for at have overblik over konkurrencen. På den måde kan jeg måske kontrollere begivenhederne og øge mine chancer for at vinde min klasse eller alternativt komme på podiet. Det er en risikabel taktik, som ikke udnytter mine kræfter bedst muligt, men jeg er nødt til at tage chancer, hvis jeg skal begå mig i dette felt.

Bølgerne er høje og det er svært at orientere sig. Jeg kigger frem og er pludselig helt alene. Jeg er svømmet forkert ved vendepunktet. Jeg er åbenbart svømmet for langt for de andre i min gruppe er væk. Jeg ser dem langt til højre for mig. Jeg sætter efter dem og henter dem 800 m senere. Det har kostet og mine hoftestrækkere er helt færdige. Har jeg solgt løbeturen pga. det stunt? De sidste 1000 m er hårde selvom jeg bare ligger på smækken af de andre.

Foden sættes på rampen ud af vandet. Jeg tjekker min tid. 57 minutter. Det kan sgu’ ikke passe! Selvom jeg har svømmet forkert, så har jeg stort set ikke tabt tid på det og jeg har svømmet ret hårdt hele vejen. Der må være noget galt. Fokus flyttes tilbage til skiftet. Jeg flyver igennem skiftet og finder min cykel med det samme. Skiftet var perfekt, så nu skal jeg have fundet ud af hvordan jeg ligger…

Kort inden det første vendepunkt ser jeg de første amatører. De er ikke langt fra mig. Jeg har altså ikke svømmet dårligt. Ruten har enten været lidt for lang eller også har strømmen og bølgerne været meget kraftige. Jeg har knap 2 minutter frem til de to forreste amatører. Wattmåleren viser lidt højere watt end sidste år, men jeg holder stadig lidt igen. Min plan er at slå til på opkørslen til Hawi ved 60 km.

1474, numret på en af mine konkurrenter. Jeg overhaler ham, men han bliver siddende på hjul. Typisk for en australier. Modsat min plan vælger jeg at angribe på den næste bakke for at sætte ham. Det lykkes, men det koster også. Jeg ser 30 miles skiltet stort set samtidig med at jeg bliver overhalet af en større gruppe med amatører. De kører på grænsen af reglerne. Jeg lader dem køre 50 meter væk og bruger dem som punkt. Dommerne følger opmærksomt med og 3 af atleterne får en straf. I gruppen er bl.a. nummer 1500, A. De Swart. Det er en anden af konkurrenterne i min klasse.

Jeg holder et jævnt tempo og overhaler mange, både pro’er og amatører, som er gået kolde. Ved vendepunktet i Hawi tager jeg en ny pejling. Jeg er knap 1 minut efter de førte amatører. De sidder sammen i en gruppe på 6 atleter. I gruppen er bl.a. Tim Hola, som jeg skal have mindst 7 minutters forspring til inden løb, hvis jeg skal slå ham. I bunden af nedkørslen fra Hawi henter jeg ham. Han sidder på hjul af to pro’er, men skifter hjul, idet jeg kører forbi ham. Han bliver siddende på mit hjul og igen bliver jeg tvunget til at lave en acceleration op af den næste bakke. Han bliver siddende hjælpeløs tilbage på bakken og igen har jeg brugt mange kræfter på meget lidt. Trætheden er begyndt at melde sig. Jeg har kun kørt 120 km og wattmåleren viser 258 watt i gennemsnit.
Der har været modvind på de første 90 km. Til gengæld er det ikke særlig varmt. Faktisk har det været overskyet store dele af cykelturen indtil nu. Mon det holder?

Jeg bliver hentet af Serge Meyer. Han vandt min klasse sidste år og han er mit target. Jeg hæver tempoet og gør klar til at holde ham som punkt de sidste 40 km til T2. På hans baghjul sidder M. Longree og J. Beuselinck. Jeg har ikke de store problemer med at følge med S. Meyer. Han øger lidt på nedkørslerne, mens jeg henter det tabte tilbage igen på bakkerne.

Skiftezonen er lige foran mig. Cykelcomputeren viser 182,2 km. Mike Reiley råber og skriger i mikrofonen. ”De første 5 amatører er i skiftezonen nu på én gang. Det er utroligt tæt”. Der må altså være et par amatører foran mig i omklædningsteltet. Jeg blæser lige igennem skiftezonen. Der er stor virak og panik, men det hele går planmæssigt. Jeg er træt, fordi jeg er blevet tvunget til at angribe på tidspunkter, hvor det ikke falder mig naturligt. Hvilken rolle kommer det til at spille på løbeturen?

De første skridt føles underlige, men det gør ikke ondt nogen steder. Jeg henter et par løbere på Alii Drive på vej ud mod det første vendepunkt. Jeg løber 6.45 pr. mile og det er meget hurtigere end jeg normalt kan løbe. Pulsen viser det. Pulsen er 7 pulsslag for høj. Jeg ved det er et problem, men inden konkurrencen har jeg lovet mig selv at tage chancer og give den alt hvad jeg har. ”Ice, ice. I need ice” jeg råber så højt jeg kan. Pulsen skal ned og kroppen køles af. Det er ikke specielt varmt i forhold til normale Hawaii forhold. Faktisk er det overskyet, men fugtighed presser alligevel pulsen op. Ved vendepunktet er jeg 1 minut og 20 sekunder efter Serge Meyer. Jeg har hentet lidt på ham. Jeg er to’er. Tilskuerne jubler, skriger og kommer med positive tilråb, hvilket giver mig lidt energi. Jeg kan dog ikke skjule overfor mig selv, at jeg er ved at være brugt.

Jeg runder 10 miles skiltet og jeg tager en mellemtid på Serge Meyer. Han er lige foran mig og har et forspring på knap 30 sekunder. Det begynder at ligne noget, men samtidig ved jeg godt at pulsen ikke er under kontrol. Regningen kommer 2 km senere. Alt gør ondt. Lårene er stenhårde og maven fungerer ikke optimalt. Jeg bliver nødt til at sænke tempoet lidt. Pludselig løber jeg 8 minutter pr. mile og Serge øger forspringet til mig.

Det er ren overlevelse nu. Tankerne flyver igennem hovedet. ”Kan jeg gennemføre nu? Har jeg brugt for mange kræfter undervejs?” Jeg er træt og i tvivl. Jeg hiver grundelementerne i min mentale forberedelse frem. Jeg bruger de teknikker, som jeg har trænet hjemmefra. Det virker. Benene begynder at flytte sig lidt mere flittigt igen. M. Jones, den førende hos pigerne, indhenter mig bagfra og sammen løber vi ned i Energy Lab. I bunden af Energy Lab får jeg det faktisk helt godt igen og jeg hæver tempoet lidt mere. M. Jones forsvinder bagud, men til gengæld er Tim Hola nu kun 2 minutter efter mig. Han har hentet en del på mig på løb. Det samme har Bent, som ser flyvende ud. Han er lidt over 3 minutter efter mig.

Jeg har fint gang i benene og løber omkring 7.20 pr. mile. Det er iht. planen, men det er ikke nok! Både Bent og Tim overhaler mig. Serge Meyer er helt ude af syne. Der er 6 km til mål og smerterne i lårene er for vilde. Tempoet skal holdes hvis jeg skal på podiet.

Uret viser 8.50 og jeg har knap 2 miles tilbage. Der er ikke noget at gøre. Jeg kommer ikke under 9 timer i dag. Alligevel holder jeg kæden stram og overhaler endnu to pro’er på vej mod mål. På vej rundt i ”hot corner” får jeg kuldegysninger. Det er ved at være slut. Jeg er løbet ind på opløbsstrækningen og giver high five til tilskuerne. Mike Reileys stemme gjalder ud over området: ”Tommy Nielsen, you are an Ironman”. Tiden viser lige godt 9 timer og en samlet placering som nummer 50. I min klasse er jeg blevet nummer 3. Det er i overensstemmelse med min målsætning for konkurrencen og jeg er tilfreds.

Faktum er at jeg sætter ny PR på cyklen (4.49) på Hawaii og ny PR på løb (3.10) på Hawaii (for tredje år i træk). Alligevel var det ikke nok til at vinde. Vinderen i min klasse, Serge Meyer, var simpelthen i en klasse for sig og jeg tabte til en klart bedre mand!

Det holdt hårdt, men det var kampen værd og det er altid rart at genopleve ”The Hawaiian Spirit - Aloha”

31-10-2006 – Efterskrift

Knap 3 uger på Hawaii er fedt, men det er endnu federe at komme hjem igen til familien. Det er hårdt at undvære 3 unger og en dejlig kæreste så lang tid. Nå ikke så meget hyleri, det gik jo godt og jeg havde en god oplevelse. Turen forløb i det store hele godt, måske lige bort set fra det omtalte jordskælv, men til gengæld levede resultatet 100 % op til min målsætning.

På forhånd havde jeg planlagt en mere aggressiv taktik end tidligere. Jeg ville placere mig så langt fremme som muligt for at have overblik over konkurrencen. Det gik planmæssigt, men var lige ved at kikse efter en navigationsfejl halvvejs igennem svømningen.

Selvom jeg holdt lidt igen på åbningskilometerne på cykel, så var jeg flere gange tvunget til at nærmest sprinte for at sætte andre atleter fra mit baghjul. Pga. de kraftige accelerationer var benene flere gange undervejs godt stegte, men der er ingen tvivl om, at det samlet set kunne betale sig for mig. Der blev draftet helt vildt både hos amatørerne og hos pro’erne. Jeg så flere end 15 amatører som fik en straf, men alligevel har jeg en meget dårlig smag i munden her efterfølgende. Årsag: Som det fremgår af www.2peak.com, så kørte Faris Al-Sultan 4.29 med omkring 280 watt, mens Cameron Brown (på Faris’ baghjul) cyklede samme tid med ca. 215 watt!!! Det fjerner enhver respekt omkring Browns resultater fra tidligere år, hvor han også kørte i en gruppe. Tilsvarende havde Serge Meyer (han kørte 100 % rent) i min klasse 6 amatører og én pro i sit baghjul, da han overhalede mig ved 140 km cykling. Af netop de 6 amatører løb de 5 af dem under 3.05! Det er mig ubegribeligt, at man vil rejse halvvejs rundt om jorden for at snyde i en konkurrence. Hvordan kan man se sig selv i øjnene efter at have stået på skamlen og modtaget hyldest for en præstation, der ikke er det, som det giver sig ud for at være? Anyway, jeg kørte med godt 250 watt i snit og cyklede på 4.49, hvilket er en ny rekord for mig på Hawaii. Ikke så ringe endda.

Jeg satsede hårdt på løbeturen og hentede meget i begyndelsen, men regningen kom ved ca. 17 km, hvor jeg var så ramt, at jeg var i tvivl om jeg kunne gennemføre. På trods af den nedtur midtvejs, så kom jeg op igen og løb mit hurtigste maraton på Hawaii til dato. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne leve op til den målsætning, som jeg havde sat mig inden jeg tog af sted. Tilsvarende var det fedt at rutinen igen kunne bruges til at løfte mig selv på et kritisk tidspunkt i konkurrencen og ignorere smerterne fra de knaldhårde lår. Udfordringerne med lårene var forudsigelige eftersom jeg først var begyndt med løbetræning i bakker ugen inden afgang.

Jeg er ved at have styr på konkurrencen på Hawaii og ved præcis hvor mine grænser er på race-day ligesom jeg ved hvordan jeg skal gribe min forberedelse an for at nå mine målsætninger. Tiden må vise om jeg får brug for den viden fremover.

Arkiv:
Ironman Hawaii 2008
Ironman Hawaii 2007
Ironman Hawaii 2006
Ironman Hawaii 2005
½Ironman Florida 2004
Ironman Hawaii 2004
Ironman Brazil 2004