 |
Sponsors
|
        |
|
Ironman Hawaii 2004 09.10.2004 Rejsen til den magiske lava ø ”Big Island” I modsætning til de seneste to år er det nødvendig at dele flyveturen op i to afsnit. Det betyder en overnatning i San Francisco. Det er på den ene side en klar fordel at få en god nats søvn på et hotel frem for korte afsnit med søvn i ubehagelige stillinger i et flysæde. På den anden side ville jeg også gerne til det varme klima så hurtigt som muligt, for at få en ekstra akklimatiseringsdag. På begge sider af mig sidder to tyskere, som hver især har travlt med at fortælle om deres træningsmængder. Det kommer efterhånden ikke bag på mig mere, men alligevel er det imponerende, hvordan tyskerne er i stand til at gennemføre ekstrem store mængder af træning. Hhv. 26 og 28 timer har de to triathleter trænet i gennemsnit fra 1. januar og til dato. De fatter ikke hvordan jeg kan deltage i Ironman Hawaii med et træningsgennemsnit på 10 timer pr. uge i den samme periode. Jeg forsøger at forklare lidt teori omkring pauser og restitution, men jeg kan se at det ikke rigtigt trænger ind. Jeg giver op og prøver at få lidt søvn i stedet for. Senere kommer Niels-Otto over til mig. Han er også med flyet sammen med sin kæreste Maria. Niels-Otto og jeg har trænet en del sammen i løbet af året i forberedelsen frem mod det ultimative mål, Ironman Hawaii. Derfor er det vel også meget naturligt at vi rejser sammen til det forjættede land :-) Som den eneste i vores rejsegruppe har jeg taget løbeskoene på. Hotellet i San Francisco ligger omkring 15 km fra selve byen og jeg vælger derfor ikke at tage ind i byen, men jeg vil i stedet løbe omkring 6-8 km stille og roligt inkl. lidt ABC løb langs med bugten.
10.10.2004 Det er den første dag på Big Island. Bag mig står det fly, som fløj os det sidste stykke fra San Francisco og til lufthavnen i Kailua, Kona. Lufthavnen minder meget om en samling lerhytter fra en landsby i Afrika. Det giver ordet ”International” lufthavn en lidt latterlig betydning. Omvendt har det også sin charme og under alle omstændigheder markerer det starten på endnu et eventyr i forbindelse med Ironman Hawaii. Vejret er godt. Det er måske 30 grader varmt og skyfrit. Varmen er overvældende. Det er utroligt hvor hurtigt man glemmer hvor heftig varmen er her. Jeg kan ikke forstille mig at det er muligt at løbe et maraton her om bare 6 dage. Det er rart at vide at jeg har gjort det før. Hotellet ligner sig selv og gensynet med Royal Kona Ressort er glædeligt. I receptionen står John Hvass Møller, som også kommer fra SMT-Silkeborg ligesom Niels-Otto. De kvalificerede sig begge i Ironman Lanzarote tidligere på året. Han har allerede fået en del kulør, selvom han kun har været her i to dage. Det viser hvor kraftig solen er. Niels-Otto og jeg skal ud og cykle, så jeg er ved at samle min cykel. Det sker ikke uden sværdslag. Min kuffert har været åbnet undervejs og noget af mit værktøj er væk sammen med min ekspansionsblok til min frempind. Som det sidste pakkede jeg en ekstra ned hjemmefra, men den passer ikke perfekt ned i forgaflen. Alligevel glæder jeg mig over at min rutine og sjette sans har slået til igen, ved at have en ekstra med :-) Nu skal den bare monteres. Jeg har brugt mere end 1,5 timer på det nu og opgiver. Jeg vil i stedet opsøge en cykelmekaniker og vil derfor løbe 12-14 km stille og roligt. Det er ikke optimalt pga. den store belastningen så kort efter en lang rejse, men jeg har ikke et reelt alternativ. Det går godt, selvom det er varmt. Mit akklimatiseringstiltag hjemmefra har tilsyneladende virket, idet pulsen ligger lige under 135 og jeg løber mellem 4.25 og 4.40 minutter pr. km på den mest kuperede del af ruten. Hvis det fortsætter er jeg glad :-) I morgen svømmer John, Niels-Otto og Thorstein Gystad sammen. Thorstein er fra Århus og kvalificerede sig i Østrig. Thorstein og jeg har trænet en del sammen i vores forberedelse frem mod Ironman Hawaii.
11.10.2004 Overnatningen i San Francisco har været en fordel. Jeg kæmper overhovedet ikke med jetlag. I overensstemmelse med planen vågnede jeg her til morgen kl. 06.30 og tog direkte ned til svømmestarten. Vandet er relativt roligt og bølgerne er overskuelige. Jeg svømmer 3 km stille og roligt, dog inkl. 4 mindre intervaller i konkurrence tempo. Niels-Otto virker lidt urolig over sine oplevelser i forbindelse med svømmetræningen. Han taler om en svømmetid på 1 time og 20 minutter, hvilket er næsten 20 minutter langsommere end først planlagt. Han kommer dog til at svømme meget hurtigere end 1.20. Thorstein og John svømmede også hele ruten og brugte omkring 1,5 timer, men begge vil være meget hurtigere på race-day. Det er tydeligt at alle bruge svømmetræningen om morgen til enten at se eller blive set! I dag var en let overvægtig Lori Bowden (hun vejer nok stadigvæk under 45 kg!) til svømmetræning sammen med sin eksmand Peter Reid. Desuden var legenden Scott Molina ved svømmestarten som sekundant for svenskeren Clas Bjorling. Olaf Sabatschus var også en tur i bølgerne sammen med os andre. På trods af de ”Se og Hør” lignende tilstande er det meget hyggeligt at mødes med de andre på den måde og udveksle erfaringer. Jeg afleverede min cykel hos en cykelmekaniker i går aftes. Jeg går op for at hente cyklen efter svømningen. Jeg ankommer samtidig med de to mekanikere. Den ene har arbejdet for Lance Armstrog hos US Postal i 3 år. Han kan sit kram og i løbet af kort tid har han, med lidt kreativ indspark fra min side, løst problemet. Jeg er klar til min planlagte cykeltur kl. 10.00. Jeg tror det blæser rigtig meget. Jeg har vinden i ryggen og pulsen er lav, mens jeg cykler 43-46 km/t. Jeg kører på ruten og jeg skal ikke for langt ud. Det vigtigste er at give kroppen mulighed for at restituere. Det er lidt svært at acceptere, især fordi jeg kun cyklede 90 km i sidste uge. Det bliver svært at træne mindre i denne uge, men hvis jeg skal trappe ned, så er der ingen alternativer. Jeg vender efter 34 km cykling og har vinden i ansigtet. Det går dog ret godt. Jeg er i totalt harmoni med min BP Stealth. Det er den perfekte rute til dette stel. Vinden glider let forbi cyklen og jeg skærer mig let igennem modvinden. Det er min træningscykel, som jeg har taget med. Forskellen mellem min træningscykel og konkurrencecykel er nærmest akademisk og jeg har valgt at bruge træningscyklen, fordi det efterhånden er den mindst brugte cykel af de to. Som aftalt hjemme fra har jeg haft et møde med den tjekkiske triathlet Petr Vabrousek omkring nogle lukkede ringe til mine Zipp hjul. Han har ligesom jeg også valgt at træne i kolde omgivelser hjemme i Tjekkiet og til gengæld gennemført al sin træning de sidste 18 dage indendørs. Endnu en bekræftelse af min træningsstrategi.
Delfinerne springer ude foran terrassen ved hotellets restaurant. Jeg sidder og spiser morgenmadsbuffet med alt hvad hjertet kan begære af lækkert mad og får samtidig topklasse underholdning med springende delfiner. Det er svært at forstille sig en bedre start på dagen. I dag skal jeg bare løbe 8 km lidt efter middagstid. Dermed kommer jeg til at løbe på samme tidspunkt, som under konkurrencen. Samtidig skal jeg beslutte mig for hvilke konkurrencesko jeg vil anvende på race-day. Jeg har fire forskellige med som alle kan bruges og som vejret er lige nu, bliver det nok den mest åbne, nemlig en ClimaCool sko fra Adidas. Den er perfekt til forholdene. Det eneste problem med den sko er at jeg først lige har fået den inden afrejsen til Hawaii og det er en prototype, som først kommer på markedet næste år. 13.10.04 Katastrofe! Mit Zipp 404 forhjul er flækket og ikke brugbar i konkurrence. Det ser ikke ud til at mine mekaniske problemer får en ende. Jeg har taget dialog med Zipp, som heldigvis udstiller i forbindelse med konkurrencen. De får en ny carbon fælg sendt hertil og så bygger de hjulet op igen. Med lidt held har jeg det allerede tilbage igen i morgen eftermiddag. Mine tanker er fokuseret på konkurrencen. Jeg har trænet iht. en klar strategi for hele sæsonen og nu vil det vise sig, om jeg dels kan udføre den og dels om den vil bringe succes. Jeg ved fra tidligere konkurrencer her på Big Island, at jeg hverken kan optage nok væske eller indtage nok kalorier til at konkurrere med samme intensitet som andre steder i verden. Derfor er taktikken den at holde igen på både svømningen og de første 70 miles på cyklen. Mit væsketab og kalorieforbrug skal sænkes ved at stresse kroppen mindre. Jeg kommer til at svømme omkring to minutter langsommere end tidligere år, ligesom jeg vil tabe mellem 10 og 15 minutter på cyklen. Til gengæld håber jeg på at kunne levere et jævnt løb måske omkring 3 timer og 15 minutter. Det lyder nemt, men det bliver hårdt at lade konkurrenterne passere forbi. Lidt senere i dag står den på cykeltræning med Niels-Otto. Vi kommer til at cykle omkring 30 km inkl. 4 x 90 sek. med stigende intensitet indtil sub-anaerobisk niveau. 14.10.04 I dag står den på dansk morgenmadsbuffet. Det skal forstås på den måde at 6 af os danskere har valgt at spise morgenmad sammen. To fra KTK86 og resten fra SMT-Silkeborg. Det er rart at dele oplevelserne indtil nu med andre og ellers nyde udsigten over den idylliske bugt, hvor vi om ca. 70 timer skal svømme 3,9 km. Mine tanker glider dog flere gange væk fra samtalen og tankerne samler sig om konkurrencen på lørdag. De næste dage vil vise, at det ikke er hvordan man er kommet til Ironman Hawaii, men det er hvorfor man kommet hertil, der betyder noget. Kommer gevinsten til at stå mål med indsatsen ? Mange gange i en ironman har jeg tænkt: ”Nu kan du ikke mere. STOP. Gør noget fornuftigt i stedet for…Hvad laver du her!!” Det er ikke i den slags situationer, du skal træffe beslutninger. Du traf din beslutning inden du startede, ja faktisk da du begyndte træningen til dit første triathlon. Derfor ved du at ordene: ”Jeg kan ikke”, ikke eksistere. Du ved det, ligesom alle de andre som har nået målstregen i en ironman ved det. Jeg tænker lidt på scenarioet her. De mest ukuelige i sporten har deres helt egen arena, en ubarmhjertig, rå arena konstrueret i et fjendtlig miljø karakteriseret af sort lava, store ødede områder, høj varme og luftfugtighed og strålende sol. Jo alibiet er helt klart til stede for at udgå her, hvis ellers det begreb er en del af din verden. Omvendt afskriver du dig dermed også for muligheden for at overkomme, vinde og gennemføre det du er i gang med. Hvis du stopper og udgår af en konkurrence eller et vigtigt træningspas for den sags skyld vil du aldrig finde ud af hvad der kan ske på den anden side af dit næste armtag, næste pedaltråd eller næste skridt. Du har afskrevet dig selv fra at udvikle og realisere dig selv. Jeg er her for at opnå maksimal selvrealisering. Det er hviledag og det giver rigelig af tid til eftertænksomhed og filosofiske spørgsmål. I øvrigt lovede vejrudsigten meget varmt vejr på race-day og trade winds, hvilket vil sige at vinden tager til i styrke og måske når op på 25 miles pr. sek. Det bliver fedt :-) Mahalo for i dag 15.10.2004 De sidste to dage har jeg haft problemer med nakken og samtidig med smerterne i nakken er min hvilepuls steget knap 20 pulsslag. Det foruroliger mig en del. Det kunne være en sygdom, som er ved at snige sig ind på mig. Morgenmaden i dag indtages med et par at sporten ypperligste. Jeg er til morgenmadsbuffet med resten af Powerbars Elite Team, som bl.a. inkluderer Peter Reid, Norman Stadler, Tim DeBoom og Cam Widorf. Desuden er her en del tyskere, som jeg ikke kender. Vi får alverdens merchandise og Powerbar produkter udleveret. Jeg lader det meste blive tilbage, bl.a. fordi jeg ikke har plads til det på cyklen! Jeg er klar til konkurrencen. Alt er trimmet og selv om kroppen opfører sig lidt underligt er jeg overbevist om at det bliver en god dag i morgen. Min form er bedre end den plejer at være og jeg er sikker på at min taktik vil bringe succes. Vi ses i morgen efter en god dag :-) 16.10.2004 Uret viser 03.56. Jeg skal op. Jeg klæder mig på og går ned til morgenmaden. Stemningen er intens. Hele restauranten er fyldt med andre deltagere. Alle passer sit eget og ingen siger noget, men tænker frem mod starten. Restauranten er helt mørk, bort set fra tysk TV, som går rundt med deres projektører og filme Normann Stadtler, Nina Kraft og Jürgen Zäck. Min mening: Zäck gennemfører ikke. Han er simpelthen ikke i form og mindst 7-8 kg overvægtig! Midt i morgenmaden kommer Niels-Otto hen til mig. Vi spiser sammen, men siger ikke meget. Der er ikke meget at sige. Vi ved hvad vi hver især tænker. Det er tid til at få skrevet nummer og alder på arme og ben. Sidste år stod jeg i kø i næsten to timer, men i år går jeg lige igennem. Det kan godt betale sig at være i god tid. Min cykel står i forreste geled og jeg står dermed optimal i skiftezonen, sammen med de professionelle. ”Hey how are you ?” Det er Clas (The Baron) fra Sverige, som er kommet hen for at hilse. ”I’m ready, how about you?” svarer jeg tilbage. ”I don’t know. We’ll see in about an hour!” Samtalen er relativ kort, men Clas virker meget afslappet. Det kunne blive hans dag.
Jeg pumper cyklen og går ned til svømmestarten. Her er alt kaos. I år er svømmestarten delt og i to grupper. Én for de professionelle og en for alle amatørerne. Da amatørerne ikke må gå i vandet før de professionelle er i gang, samles alle oppe land på et meget lille område. ”Det går galt. Vi kan ikke alle nå i vandet på 15 min.” tænker jeg. Booooom. Kanonen skydes af for de professionelle. Nu er det vores tur. Jeg står stille midt i køen for at komme i vandet. Der sker ingenting. Vi står stille. Det tester min tålmodighed. Jeg springer over barrieren og springer ud over kajkanten, ud i vandet. Der er tre minutter til starten og mindst 200 personer står stadig på land. Folkene på surfbrætterne forsøger at holde os tilbage. Forgæves. Vi driver langsomt længere ud og selv om ikke alle er i vandet endnu, skydes kanonen af. Vi er i gang. Jeg kæmper vildt for at beskytte mit område og komme godt af sted. Det er hårdt, råt og vildt. Det er tydeligt at alle kæmper for at få en god position. Jeg finder en gruppe, som jeg anser for at være 1-1,5 minutter langsommere end det jeg kan svømme alene. Iht. min plan lægger jeg mig bagerst i gruppen og glider stille og roligt med den. Det går fint. Jeg har totalt overskud og pulsuret viser en puls på 158. Det er præcist som det skal være. Vandet er klart og ikke særligt uroligt. Kort før vendepunktet ser jeg to små hajer på bunden. Det er anden gang i min tid på Hawaii, at jeg ser hajer på ruten. De er små og mindst 3-4 meter neden og dermed ikke nogen trussel. Tvært imod er det med at krydre svømningen lidt. Det er lidt kedeligt bare at svømme med på hjul af de andre, men der går meget godt og vi ser ud til at svømme under 1 time. Uret viser præcist 55 minutter, da jeg træder op på rampen og løber ud af vandet. Larmen er utrolig. Tilskærerne råber og skriger. Hawaiianernes trommer banker vildt højt og speakeren råber alle vore navne op. Det er intens og midt i panikken finder jeg et sted, hvor jeg kan klæde om. Det går iht. planen. Jeg er hurtigt ude af skiftezonen og på vej mod et godt resultat! Det går ikke stærkt. Jeg har god tid. Pulsen holdes nede og jeg kører over de to første stigninger i god stil. Selvom jeg holder mig tilbage, overhaler jeg en del. Vejret er godt. Solen skinner og det blæser ikke. Jeg ser triathleter fordelt jævnt over hele Highwayen så langt mit øje rækker. Selvom jeg har overhalet en del, har jeg mindst 30 personer foran mig endnu. Pulsen er mellem 145 og 150. Der skal den blive indtil jeg har kørt 70 miles. Herefter kan jeg evt. kører med 150-155 pulsslag pr. minut. Quarrrrk. Min højre arm glider ud af armstøtten på mit styr. Armstøtten er brækket af og ligger på jorden. Jeg stopper op for at samle den op. Jeg prøver at sætte den på igen, men uden held. Den kommer i lommen og jeg fortsætter uden. Jeg prøver at komme ned i en aerodynamisk stilling på trods af den manglende armstøtte, men det er svært. Det begynder at smerte i ryggen. Jeg sidde mig op og strækker ryggen ud. Det hjælper ikke. Jeg er dømt til at sidde op de sidste 150 km. Det er ikke til at holde ud at tænke på. Det her kan komme til at koste mig megen tid afhængig af vinden. Som frygtet, set i lyset af mit mekaniske uheld, er det begyndt at blæse rigtig meget. Jeg har aldrig oplevet så megen vind her på Hawaii. Jeg bander langt væk, fordi mit styr er i stykker. Jeg havde håbet på megen vind, men ikke med et defekt styr. Jeg bliver overhalet igen og igen og falder hurtigt tilbage i feltet. Jeg bliver overhalet af et felt med måske 20 triahtleter i. Jeg glider ned igennem feltet og prøver at finde min plads bagerst med de lovlige afstand. Jeg justerer hele tiden afstanden så den passer. Med ét kommer en dommer op bag fra. Han holder mig ind til siden og giver mig en advarsel. Jeg har i hans øjne været inden for den påkrævede afstand til den forankørende og derefter trukket mig tilbage. Det må jeg ikke, hvis jeg først er kørt indenfor den påkrævede afstand skal jeg overhale indenfor 15 sekunder. Ærgerligt at jeg ikke passede bedre på! Det koster 4 minutter i ”The Sin Bin”, når cykelturen er forbi. Jeg kan se en ende på en ulidelig cykeltur. Min ryg gør ondt og mine to achilles sener er skadet. Det blæser stadig og bortset fra omkring 30 km har vi haft modvind hele vejen. Mine ben er mærkede af at sidde op hele vejen. Jeg kigger på uret og det har allerede passeret 5 timer og jeg har stadig mindst 10 miles til mål i modvind. Jeg kører mellem 22 og 24 km/t Jeg har ikke lyst til at fortsætte, men omvendt vil jeg i mål. Jeg kæmper med mig selv for at overbevise mig om at jeg skal fortsætte. Det lykkes. Jeg sidder i The Sin Bin og kaster vand ned over mig. Jeg har bestemt mig for at prøve at løbe på trods af ryggen og de ødelagte achilles sener. Det går over forventning. Jeg løber af sted i godt tempo. Jeg holder mellem 6.50 og 7.05 på de første 8 miles. Herefter falder tempoet til ca. 7.20 pr. mile. Det er ikke hårdt. Jeg har overskud, men skruer ikke tempoet op, for at have energi til turen ned i Energy Lap. Jeg kender ruten og her bliver det rigtig ledt! Natural Energy Lap er brutal. Det er et langt nedløb som går lige i benene og samtidig er det varmt. Selvom solen periodevis er gemt i skyer er det varmt. Jeg begynder at mærke rutens slid i kroppen. Jeg er ved at blive træt og farten falder drastisk. Jeg kan næsten ikke komme op nede fra Energy Lab. Jeg får energi ved at tænke på at jeg kun mangler 11 km, så er jeg i mål. Jeg har opgivet min ambition om at placere mig langt fremme. Jeg var omkring nummer 200 efter cyklingen, så nu gælder det bare om at komme i mål og lave en fornuftig løbetid. Selvom jeg nu kun løber 8 min. pr. mile overhaler jeg fortsat mange. På opløbet lykkes det mig at fange endnu en konkurrent. Jeg bliver nummer 113 og min løbetid er 3.17. Jeg er skuffet over min samlede tid og min placering. Jeg fik dog bekræftet min taktik, idet jeg både løb godt og svømmede godt og hav de overskud under 4/5 af løbeturen. Mit resultat var blevet meget anderledes uden mekaniske problemer. Alt i alt bør jeg være tilfreds uanset hvad resultatlisten viser! Mahalo og aloha for denne gang Tommy 'Torpedo' Nielsen Arkiv: |
||
   |
