 |
Sponsors
|
        |
|
Ironman Brazil 2004 20. Maj Målet hedder Florianoplis og ligger i den sydlige del af Brasilien. Ambitionen er et afsluttende maraton under 3 timer. Scenen er sat, men inden første akt kan tage sin begyndelse, skal jeg lige igennem en 20 timers rejse. Rejsen går via Billund, Paris (Charles de Gaulle) og Sao Paulo inden jeg når Florianopolis. Som sædvanlig nager en lille frygt ! Ikke for flyveturen eller for rejsen i sig selv, men for cyklen og pladehjulet. Kommer cyklen frem i hel tilstand ? 21. Maj Tage og jeg er ankommet til Florianopolis. Cyklerne er uskadte og vi er ved godt mod. Vejret er perfekt, dvs. ca. 20 grader varmt og lidt overskyet. Hvis vejret bliver således på race-day, er det lige i øjet. Rent træningsmæssigt
har Tage og jeg løbet små 8 km på selve ruten
i dag og det var lidt et skrækscenario som mødte
os. Den del af løbeturen, som vi løb på, indeholder
meget stejle og lange stigninger. Den maksimale stigning er lige
under 15 % og vi løb 130 højdemeter på 8 km
! Bestemt tal som taler deres eget sprog. En løbetid under
3 timer kræver en meget stor indsats, men jeg er stadig
ved godt mod.
22. Maj Nyheden om, at Terminal 2 i Charles de Gaulle lufthavnen er styrtet sammen, brøler ud af fjernsynet. Både Tage og jeg sidder forstenet foran fjernsynet. Det var jo der vi sad, for to dage siden og kedede os uendeligt meget. Minimum 4 mennesker er omkommet ! Det sætter pludselig en del ting i perspektiv. Det var den første hele dag i Florianopolis. Dagen var afsat til hård træning i form af krydstræning med 90 km cykling efterfulgt af 12 km løb. Dagen startede perfekt med let overskyet vejr og 22 graders varme, men allerede før middag ændrede vejret sig dramatisk. Kort inden Tage og jeg skulle af sted, åbnede himlen sig og et skybrud startede. Vi udskød turen lidt, men regnen fortsatte. Ergo var det op på cyklerne og af sted ! Cykelruten foregår for en stor dels vedkommende på en motorvej og tilsvarende er det os deltagere tilladt at træne på motorvejen!! I begyndelsen gik det ret godt og i overensstemmelsen med planen splittede vi fra hinanden efter ca. 30 minutter, da vi skulle køre hvert vort tempo. Efter en god times kørsel vendte jeg om for at køre Tage i møde. Imidlertid var han ikke i syne og det viste sig at han havde været udsat for en punktering. Vi kørte derefter sammen og pludselig knap 15 km fra vores hotel og midt på motorvejen fik Tage sin anden punktering. I forbindelse med pumpningen af dækket, brækkede pumpen imidlertid for Tage og pludselig er gode råd dyre. Jeg har ingen pumpe med og både Tage og jeg står og hundefryser, mens regnen siler ned. Et godt stykke længere nede af motorvejen ser jeg en benzinstation. Vi går derhen i håbet om at finde en pumpe til en knallert eller lignende. Vi er heldige og vi får lavet en adapter ud af resterne af Tages pumpe og pumpet dækket op til et acceptabelt niveau. 23. Maj Yes ! Niels Otto Silkjær og John Hvass Møller fra SMT-Silkeborg har begge lavede kanon tider i Ironman Lanzerote og det tyder på at begge dermed har kvalificeret sig til Ironman Hawaii. Hvis de har kvalificeret sig, kan jeg forhåbentlig gøre dem selskab på endnu en tur til legendariske ironman Hawaii. Regnen står fortsat ned og der er ingen tegn på bedring. Lad der være sagt med det samme at Atlanterhavet kun er for erfarne svømmere, når vinden er, som den var i dag. Bølgerne var hårde og ret store. Det var meget svært at navigere rundt i bugten. Svømmeturen blev en time lang og foregik, bølgerne til trods, faktisk ret godt. Det tyder på at svømmeformen er ok, selvom jeg ikke har brugt mere end 1 – 3 timer i svømmehallen pr. uge i år. 24. Maj Tage og jeg svømmede ca. 40 minutter inden morgenmaden under perfekte forhold. Regnen er stoppet og vandet var næsten blikstille. Min våddragt sad rigtig godt og jeg ser virkelig frem til race-day. Tvunget af omstændighederne lejede Tage og jeg en bil. Vi havde kun to lukkede ringe tilbage og ingen pumpe. Med andre ord havde vi brug for nogle forsyninger. Vi har ikke kunnet støve noget, som bare ligner en pumpe eller for den sags skyld lukkede ringe, op indenfor en omkreds af 20 km. Derfor gik turen til byen Florianopolis, hvor vi kunne skaffe en lukket ring (!) og to pumper. Dermed var alt klar til en kort cykeltur med nogle få intensive passager. Den gik uden de helt store problemer. I forbindelse med aftensmaden kom vi til at sidde ved siden af Petr Vrabrusek, Clas Bjorling og Oluf Sabatschus. Jeg greb straks muligheden for at ”rulle” Petr for et par billige TUFO ringe (Petrs sponsor) Seks lukkede ringe rigere kan både Tage og jeg nu se frem til konkurrencen med sindsro. Jeg er for alvor ved at være tændt på at konkurrere ! 25. Maj Endnu en dag med regn ! Det har stået ned i stænger så længe at alt er vådt. Selv sengetøjet, papiret på hotellet og ikke mindst vores tøj er et sted mellem gennemblødt eller bare klamt! Det har faktisk været vanskeligt at holde varmen under disse forhold og jeg overvejer kraftigt at købe en vinterjakke ! Jeg har løbet ca. 10 km stille og roligt med nogle få ryk. Jeg havde en god rytme og meget tyder på at formen er rigelig god til at løbe under 3 timer på lørdag. Vi får se :-)
26. Maj Vejret er blevet godt. Det blev udnyttet til en cykeltur med nogle gode tempo passager. Ellers har vi brugt tiden på at få en del af de praktiske ting på plads inden konkurrencen. Det inkluderer bl.a. registrering og afhentning af startnummer mm. Desuden deltog vi i en meget kaotisk Race Briefing, hvor regler blev ændret og modificeret efter godt befindende. Enden på det hele blev at så godt som alt var tilladt, som om man selvfølgelig gerne så at 10 meter reglen blev overholdt!!! 27. Maj Vi har været igennem et kaos i dag. De poser som blev udleveret til os i går, til bl.a. vores cykeltøj, løbetøj og ”Special Needs” er alt for små. Der er ikke plads til hverken sko, hjelm eller andet. Vi er efterhånden ved at have styr på kulturen, så vi gik ud fra at man finder en løsning på stedet når poserne afleveres. Ganske rigtig! Til aftenens pastaparty blev det offentlig gjort at man gerne må have sin til ting, fx hjelm eller sko, til at være ved cyklen. Dermed kan vi nu løbe direkte til cyklerne. Direkte er måske en overdrivelse, da vi skal løbe omkring 500 meter fra vandet op til skiftezonen. Derudover står både Tage og jeg bagerst i skiftezonen og får dermed lov til at løbe 2x250 m mere end de forreste. Alle har ikke lige langt igennem skiftezonen. En klage til den ansvarlige resulterede bare i, at han gav os ret i at konkurrencen ikke var fair for os og det ikke var sportslig, men han ville ikke ændre på skiftezonens indretning. Det kunne ellers være sket meget smertefrit, men hva´ Pastaparty på brasiliansk er en oplevelse værd. Maden var sædvanen tro meget god, og underholdningen var i særklasse med flere dansegrupper. Den mest opsigtsvækkende var uden tvivl sambadansen. Der var meget få mænd som kunne holde R**ven i sædet til den oplevelse. Bestemt en oplevelse som vil blive glemt meget, meget sent.
28. Maj Vi er klar! Vi har afleveret alle de sædvanlige ting, som vi får brug for i konkurrencen. Skiftezonen er ikke blevet ændret :-( Vi har fået fyldt depoterne godt op og drukket godt i løbet af dagen. Jeg føler mig meget klar og vil gerne i gang. Jo før, desto bedre! Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om
at jeg når mit mål. Formen er fænomenal god.
Vi ses i morgen 29. Maj ”Klokken er 05:30. Jeg venter på bussen. Den skal køre mig til skiftezonen. Det er varmere end lovet i vejrudsigten, måske 17 eller 18 grader varmt. Jeg er helt rolig, det bliver min dag i dag. Jeg løber under 3 timer på det afsluttende maraton. Jeg spejder efter bussen. Klokken er 05:45 og bussen er forsinket i forhold til standard vestlig tid, men her kører alt efter brasiliansk tid. Maniana. Der kommer den! Jeg springer på i en fart. Spild af energi. Chaufføren skal lige have en lille pause inden han er klar til at køre videre. Det tester min tålmodighed. Aktivitetsniveauet i skiftezonen er ekstremt
højt. Energiudladningen fra de spændte deltagere
skaber en unik atmosfære. Jeg betragter scenariet ude fra
og tager en dyb indånding inden jeg træder ind i skiftezonen.
Jeg er inde i osteklokken. Verden rundt om mig forsvinder. Ingen
lyde, ingen kommunikation og ingen interaktivitet, kun fokus på
målet! Virkelighedsflugt? Jeg er ikke helt rolig længere. Min cykel er ikke klar endnu og jeg skal snart være ude af skiftezonen. Den lukker 15 minutter før selve starten. Tidspresset irritere mig, måske fordi jeg samtidig ved at starten alligevel ikke går til tiden. Solcreme og vaseline smøres hurtigt på og våddragten monteres tilsvarende hurtigt. Jeg kigger hurtigt ud af osteklokken og forener mig kortvarigt med verden udenfor: Det er blevet lyst. Solen er på vej til at stå op bag bakkerne på den anden side af bugten. Billedet er fantastisk: Hvid sandstrand, smaragd farvet vand og jungle beklædte bjerge. Sandstandene på Maui og Oahu (Hawaii) har fået kvalificeret modstand. Jeg står i forreste række. Ude foran mig svømmer de professionelle, mens vi andre endnu står på stranden. Vi bliver af en eller anden grund holdt tilbage på standen selv om tiden allerede er gået i gang. Jeg tjekker uret og der er gået 2 minutter. Vi står endnu på standen og min adrenalin pumper. Jeg vil i gang. Pludselig forsvinder startsnoren og jeg sprinter ned over standen. Det ene ”delfinspring” afløser det andet, mens jeg skaber afstand til resten af feltet. Jeg er i spids for konkurrencen. Det bliver min dag. Sandet klæber fast på min våddragt. Jeg ligger nede i sandet med krampe både i forsiden af låret og bagsiden samt i lægmusklerne. Smerten er ret stor. Svømningen er forbi og tiden er god efter forholdene, men kramperne kan ødelægge den gode start. Jeg er ikke i stand til at strække benene ud og få kramperne væk. Når jeg forsøger at strække forsiden af låret provokeres krampen på bagsiden. Jeg holdes som gidsel af mine egen krop! Bliver det min dag? ”Løbeturen” op til skiftezonen er lang og føles endnu længere pga. smerterne i benene. Jeg tager den direkte vej igennem skiftezonen for at spare tid og kigger på mit ur. Tiden er gået overraskende hurtigt. Jeg har tabt meget tid imellem svømningen og cyklingen. Vuuuum. Vuuuum. Lyden er ikke til at tage fejl af . Jeg bliver overhalet af en konkurrent med pladehjul. Jeg kigger over mod ham og ser at han ikke er alene. Han er bare lokomotivet i en ”konspirationsekspres”. De snyder! Der er ikke 10 meterimellem dem, men måske 2-3 meter, og drager dermed fordel af hinandens slipstrøm. Jeg træder cykel an og overhaler de 9 ”atleter” én for én. Mine skuldre er ret op og ned af dem, mens vi kører omkring 38 km/t . Jeg kigger dem i øjnene, når jeg passerer dem, med et blik som siger: ”Jeg har noteret mig dit nummer og dit ansigt og du har set mit. Glem det ikke, for det er ikke sidste gang vi ses inden målstregen!”. De kigger væk og den dårlige samvittighed lyser langt væk. Jeg slår ud efter at have passeret dem alle og ryster samtidig på hovedet for at understrege min manglende respekt for dem. De har fattet beskeden: Dette er mit jagtrevir og I er fredsløse lovbrydere. I er færdige! Jeg masserer benene igen for at få krampen væk. Det virker håbløst. Selvom smerten ikke er særlig stor på cyklen, så forhindrer krampen mig i at træde hårdt. Jeg frygter alvorligt for udfaldet af løbeturen. Kan jeg løbe under 3 timer, hvis jeg skal løbe med krampe ? 1,2,3….27 og 28. Det går den forkerte vej. Jeg har tabt 14 placeringer og er nu langt uden for top 20 og langt efter de forreste amatører. "Atencao, atencao, Attention, Watch out” Jeg råber så højt jeg kan. Foran mig står mindst 10 hjælpere klar til at tage imod min cykel. De spærrer samtidig vejen ind i skiftezonen. Jeg springer af cyklen og smider dem i hænderne på en hjælper. Jeg er på vej ind i skiftezonen. Benene er ikke gode. Mon det bliver min dag? Alibiet er givetvis solid nok til at udgå. Jeg finder forklaringer for at fortsætte fjerne tankerne fra kramperne ved at tænke aggressiv. Jeg forstiller mig som et rovdyr, en gepard. Jeg har billedet af den hurtige, lette og sultne dræber i hovedet. Tilsvarende er mit tempo ud af skiftezonen. Det er varmt, måske 24 eller 25 grader. Jeg køler kroppen ned med koldt vand. Skridtkadencen er helt rigtig, men min skridtlængde er alt for kort. Det skyldes krampen. Fokus er på konkurrenterne foran. Jeg kan se en ca. 350 m foran mig. Han skal hentes! Det er en af de ”vind-sky” fra konspirationsekspressen. Jeg når at kigge ham i øjnene, inden han drejer hovedet væk. Han fik budskabet og er knækket psykisk. Jeg ”lever” reelt af den energi, jeg får ved at overhale andre. Men jeg lever på lånt tid. Uret taler sig klare sprog: Jeg løber for langsomt. Der er den! Bakken. Jeg ved stigningsprocenten er tæt på 15%. Jeg kigger ikke op mod toppen. Jeg prøver bare at løbe. Det går ikke. Jeg får øjeblikkelig kraftige krampe i knæstrækkeren. Jeg er reduceret til at gå. Det gør ondt – ikke krampen – men accepten af at jeg ikke kan nå mit mål om at løbe under 3 timer. Målet redefineres ud fra omstændighederne. Målet er nu en podieplads blandt amatørerne og kvalifikation til Ironman Hawaii. Hvor bliver forplejningen af. Jeg er sikker på at vi er blevet lovet vores egen forplejning ved km 21, men jeg kan intet se. Min ernæringsplan falder fra hinanden. Jeg skal i mål. Jeg spejder efter lokomotivet fra cykelturen. Jeg har ikke set ham siden han overhalede mig, men til gengæld er den personlige forplejningszone lige foran mig. Jeg passerer samtidig kilometermarkeringen i snegletempo og tager min forplejningspose. Den indeholder Red Bull, energi gel og en halv energibar. Jeg har virkelig set frem til en tår Red Bull med den opkvikkende effekt den har. Jeg kan mærke det virker, men jeg kan ikke udnytte den ekstra energi i form af højere fart. Det er krampernes begrænsning, som sætter dagsordenen. Dér er han. Det er lokomotivet og jeg nærmere mig ham overraskende hurtigt. Han er den sidste fra gruppen, som ikke er blevet overhalet endnu. Jeg gør klar til at nedlægge det sidste bytte. Der er 6 km til mål og jeg ved nu, at jeg klarer den. Jeg kommer i mål. Foran mig er rutens værste bakke igen, men denne gang skal jeg ned. Udfordringen er ikke blevet mindre af den grund. Jeg kan ikke løbe ned og det gør også ondt at gå ned. Jeg vender mig om og løber baglands ned af bakken. Det virker! Smerten er væsentlig mindre på den måde og jeg overhaler lokomotivet, mens jeg løber nedad. Han går! Han kigger lidt forbavset på mig, men han kan ikke ændre at jeg nu fører amatørklassen – løbende baglands! Opløbet er en befrielse. Stemningen er overvældende og de glade ansigter gør mig lidt glad. Det er svært at finde en grimasse som kan passe. På den ene side er jeg glad for sejren i amatørklassen og på den anden side må jeg acceptere, at jeg ikke har nået mit mål i relation til det afsluttende maraton. Den koldblodige dræber har fået halsbånd på. Vi er alle venner igen og vi måler hinanden på de menneskelige værdier og ikke atletiske præstationer. Jeg mærker trætheden og stiler efter området med massagen. Refleksionerne fra konkurrencen stryger igennem hovedet: ”Risikoen ved at skyde efter en lille skydeskive, er risikoen for slet ikke at ramme den. Den store skydeskive giver måske kun et eller to points helt ude i siden, men det ene point kan være meget værd for selvtilliden. På det punkt er jeg dog en ”enten-eller” person og jeg har altid modet til at tro på bullseye – Hawaii bliver næste mulighed for at ramme bullseye (igen) ! Det bliver min dag.” ”Det eneste,
som er værre end at tabe, er at udgå” Arkiv: |
||
   |
